Vi stiger hurtigt i højden på vej til lørdagsmarkedet i Quyet Tien og allerede flere kilometer før vi når selve markedet, kan vi se, at der er noget i gang. Folk kommer bærende på nyindkøbte varer og flere af dem i deres stiveste puds. Det er en vigtig social begivenhed at komme på markedet én gang om ugen og møde venner og bekendte fra nær og fjern. Hvor vigtigt understreges af en gruppe mænd, der har søgt læ for regnvejret under en stor presenning, hvor der er opført en interimistisk smugkro. Her diskuteres der voldsomt, imens kogt hestekød skyldes ned med store mængder risbrændevin. Jeg bliver budt på en omgang, men det er lige tidligt nok på dagen til en omgang kogt hestekød og spiritus, så jeg takker pænt nej, selvom det er uhøfligt. Allerede her klokken 10 ser det ud som om, at det kan blive mere end svært for konerne at få mændene med hjem, for ikke at tænke på, at flere af dem skal op på deres medbragte heste og ride hjem til deres respektive landsbyer ad smalle stier på stejle bjergsider.
Røgelsespinde til salg på markedet i Quyet Tien.Flere forskellige etniske grupper mødes på markedet og på trods af, at de bærer forskellige dragter og hovedbeklædninger kan det være vanskeligt at kende forskel på de enkelte grupper. Tong er derimod velbevandret i de særlige kendetegn, så med hans rutinerede hjælp lykkedes det til sidst for mig at få en idé om, hvor mange grupper det reelt drejer sig om. Der bliver handlet med alt fra færdigproduceret børnetøj og sko fra Kina, grøntsager, urter, smykker, røgelsespinde til risbrændevin og slagtervarer. Sidstnævnte foregår under et halvtag under lidt tvivlsomme hygiejniske forhold, hvilket Tong også påpeger, men det er her, at der er mest uenighed og kamp om priserne, så det er spændende at følge, selvom lugten af råt kød til tider er lidt ram.
Ung Hmong knægt ved et rehabilitetsprojekt.Inden frokost gør vi stop ved et rehabiliteringsprojekt for en gruppe Hmonger, der er blevet flyttet fra deres højtliggende landsby til et område tættere ved den livgivende flod. Husene er opført tæt ved hinanden på en lang række, hvilket ikke er normalt for Hmongerne, så der hersker en vis utilfredshed blandt indbyggerne, der ikke nødvendigvis har fået deres bedste venner som nabo. Selvom der virker lidt trist er der dog et lyspunkt, lokalregeringen har opført en skole, hvor børnene modtager gratis undervisning, og i modsætning eksempelvis Nepalesiske bjergskoler, kommer der lærere til denne skole. I nærheden ligger også en lille workshop for ældre Hmong kvinder, der praktiserer deres traditionelle vævekunst. Her anvendes kun 100% naturmaterialer, hvor tråden der væves med er flettet af fine barkstrimler, farverne kommer fra rødder, knuste mineraler og hvor materialet voksbehandles med bivoks, så det bliver ekstra slidstærkt.
Frokostrestauranten finder vi i Yen Minh, og her møder jeg de første udenlandske turister i 3 dage, fire ældre franskmænd, der naturligvis tager det for givet, at jeg, Tong, Su og chaufføren taler flydende fransk! Det første jeg får tilbudt er måltidets hovedattraktion, hønsefødder med negle. Hurtigt overvejer jeg tilbuddet, men instinktivt rækker jeg min skål frem mod Su, og lidt efter sidder jeg med en sort hønsefod i hånden. Jeg kigger på de andre, der afventer min reaktion, og lad det være sagt med det samme, den første bid af det seje skin glider ikke let ned, men jeg holder masken og nikker anerkendende. Så snart jeg har slugt min mundfuld, kaster de andre sig grådigt over skålen med hønsefødder, som i løbet at kort tid er tømt, så kun de afpudsede tæer og negle ligger tilbage. Heldigvis er resten af måltidet mindre udfordrende.
Barnepige og poolhaj på samme tid.På vejen til Dong Van stopper vi et par interessante steder, blandt andet i en hvid H’mong landsby, hvor vi går en tur mellem de lerklinede huse med skæve tegltage. Husene minder meget om dem man ser i Nepals mellembjerge, hvor byggematerialerne er de samme som her, men indretningen er meget anderledes. H’mong folket har historisk beboet de højeste bjergområder på grænsen mellem Vietnam og Kina, hvor de har levet af at dyrke tørris, medicinske urter og opium under meget barske forhold. Området omkring landsbyen er dog et fint eksempel på, hvor arbejdsomme de er, for her stikker spirende grønne majsplanter frem fra selv den mindste klippesprække på de stejle bjergsider. Forud for selve plantningen har indbyggerne båret jord op fra den smalle dalbund og placeret den i naturlige huller og sprækker, hvorefter et skud er sat i den nye jord. Den årlige regn betyder dog, at jorden langsomt siver ned i bunden af dalen, så de er nødt til at gentage processen med at flytte jorden tilbage på hvert tredje år. Et helt igennem højtudviklet stykke ingeniørarbejde, der er ligeså imponerende som de 1.000 år gamle risterrasser på Bali og Phillipinerne – bjergsiderne her er dog mere stejle.
Over indgangen til husene i landsbyen hænger et rød kædestykke, der skal medvirke til at skræmme de onde ånder væk, og på markerne tættest på landsbyen ligger forfædrene begravet. H’mongerne er animister og anses af mange vietnamesere for at være en af de mest tilbagestående etniske grupper, hvilket den meget simple indretning af husene kunne underbygge, men drager man andre kendsgerninger ind i ligningen, som eksempelvis deres dyrkningsmetoder, og det faktum, at de lever i afsidesliggende bjergområder, hvor der kun er begrænset adgang til vand, så fremstår de ganske veludviklede. Gæstfriheden fejler absolut heller ikke noget, om end vi mødes med lidt mere forsigtighed end andre steder. Dette, mener Tong, har sine rødder i, at H’mongerne tidligere var ganske upopulære fra politisk side, på grund af deres involvering i opiumsdyrkningen og handlen med franskmændene, som førte til mange vietnameseres afhængighed af rusmidlet, hvorfor de efterfølgende er blevet mere forsigtige, når de møder fremmede.
Hvide Hmong piger på afveje.På vej mod passet ”Himlens Port” sidder vi fast i mudderet på et stykke af vejen, der er ved at blive forbedret. De lokale strømmer til for at hjælpe, og til sidst lykkedes det at komme op over det stejle stykke, men det viser dog, at vejen til de højeste områder i Ha Giang stadigvæk ikke er helt ligetil. Fra ”Himlens Port” er der en fantastisk udsigt over det gamle H’mong territorium og lidt senere stopper vi da også ved et gammelt H’mong palads, hvorfra den lokale hersker regerede over de nærliggende områder, og blandt andet samarbejde med franskmændene om at holde kineserne på afstand i Nord. Samarbejdet var endda så tæt, at en af H’mong kongerne blev gift med en fransk kvinde. Efter at være ødelagt af kommunisterne i deres iver for at ødelægge alt, der kunne minde om fortiden eller starte alternative tanker i folks hoveder, er stedet blevet renoveret, så man får et fint indblik, hvor luksuriøst eliten levede.
Vidotour har været med til at sponsorere en film om en kvinde ved navn Pao, der lider af ulykkelig kærlighed, fordi hun ikke kan få lov til at gifte sig med sit livs udkårne. Personen er taget ud af en virkelig historie, om en pige fra en rig familie, der ikke måtte forfølge sine drømme, fordi manden var under familiens værdighed. Familiens hus eksisterer stadigvæk og dannede også ramme om filmen, der er instrueret af en af Vietnams hotteste instruktører og med hovedrollen spillet af den endnu hottere filmstjerne ……. At der tidligere boede en rig familie i huset, er man ikke i tvivl om, når man ser det indefra, men det er i forfald da efterkommerne ikke har formået at beholde deres magtposition i området. Tong fortæller om flere sjove episoder ved filmen, blandt andet, at man flyttede den traditionelle indgang i den omkringliggende mur, for at få et bedre lys samt at man placerede et enormt antal plasticblomster på markerne foran huset, da det ikke var sæson for ellers eksisterende roser, da filmen blev indspillet. Var det ikke for relationen til vidotour, mener jeg ikke, at man bør stoppe her, der er andre mere interessante huse på dagens rute.
I Dong van checker vi ind på et klassisk vietnamesisk hotel Hoang Ngoc, højt og smalt, men vi finder ud af, at der lige er åbnet et nyt og stort hotel i byen, som vi undersøger i forbindelse med middagen. Det nye hotel, Rocky Plateau Hotel, har godt nok et kinky navn, men værelserne ser ud til at være i orden, så snart at lugten af frisk maling forsvinder, og ambitionerne hos ejeren fejler ikke noget. Han har også en café lige overfor markedspladsen i den gamle bydel, og den er også interessant, for det er en smuk gammel bygning med et åbent gårdområde i midten, to etager og terrasse med udsigt mod det ugentlige marked. Med den rette indretning og tilbudspallette, kunne dette sted blive et tilløbsstykke for alle der besøger Dong Van. Kvaliteten af maden i hotellets restaurant er ikke helt oppe på den samme standard, som nogle af de mange lokale spisesteder vi har prøvet på turen, men det kommer måske, når der kommer mere gang i forretningen, og med områdets voksende popularitet, er det inden for de næste par år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar