fredag den 8. maj 2009

Blandt modeller og historiske bygninger i Hanoi

Dag 8: Jeg havde godt lagt mærke til en gudesmuk pige, der blev interviewet til TV i hotellets kaffebar i går, men nu stod jeg så ved siden af hende i morgenbuffeten, imens hun fyldte sin tallerken med eksotisk frugt. Hun er høj af en vietnameser at være, og hendes påklædning bærer et internationalt snit, der dog fastholder de asiatiske rødder. Hun smiler, så det kan mærkes i mellemgulvet, og hilser, mens hun kigger mig dybt i øjnene, hvilket ikke er kotume for vietnamesiske piger. Selvtilliden fejler ikke noget, og hvorfor i alverden skulle den også det, når man ser sådan ud.

Kan ikke rigtig koncentrere mig om morgenmaden og tænker på den smukke pige ved nabobordet. Jeg spørger diskret en af tjenerne, om hun ved, hvem det, og lidt småfnisende svarer hun, at det er en af Vietnams mest kendte og populære modeller. Hotellets GM kommer forbi, og vi får en lille sludder, hvor han bl.a. fortæller, at hotellet ofte bruges i forbindelse med fotosessions til modeblade og magasiner. Topmodellen er der for at lave en billedserie til et internationalt magasin og for at være værtinde ved en indsamlingsmiddag til gavn for børn med eftervirkninger af Agent Orange. Nutid og historie samlet omkring en person, der er helt sikker på at kunne skabe opmærksomhed omkring hendes sag.

Afslapning ved Hoan Kiem Lake, hvor kærestepar mødes på diskrete kyssebænke.

Der er ikke noget program, så jeg går en tur igennem gaderne for at finde inspiration til nye elementer i vores byrundtur i Hanoi, som jeg ikke er helt tilfreds med. Jeg mangler nogle små indslag, der kan være med til at adskille os fra alle de andre, og det første jeg finder interessant, er nogle af de mange gadetempler, der ligger spredt ud over Hanoi. Nogle er små, andre store, nogle er svære at finde, andre ligger lige op ad de seværdigheder, vi allerede besøger. Fælles for dem alle er dog den fredfyldte stemning og den specielle arkitektur. Næste stop er Hanois katedral, der efter min mening er langt mere interessant end Saigons ditto. Området omkring katedralen er tilsået med små caféer, fine butikker og gode restauranter, der er med til at skabe et spændende miljø, og på den tilstødende katolske skole bliver jeg involveret i en badmintonkamp. De studerende bruger frikvarteret til at dyrke motion, så der bliver spillet volleyball, fodbold og badminton i skolegården, og som udefrakommende, må jeg bevise mine begrænsede kundskaber indenfor fjerboldspillet.
Ikke mange besøge den katolske katedral i Hanoi.

Et andet interessant indslag kunne være at kombinere besøget på museet for moderne kunst med et besøg i en af de butikker, der specialiseret sig i at genoptrykke historiske propaganda plakater. Disse plakater er ved at få et gennembrud som kunstværker med et stærkt politisk budskab, der har distanceret sig fra nutidens Vietnam, i hvert fald som det leves på gaden i Hanoi. Tung har tidligere fortalt mig, hvorledes at den politiske top lever i en tidslomme, der først er tømt, når de gamle generaler er borte. De lever i et vakum, der ligger fjernt fra hverdagen og den tiltagende kapitalistiske tankegang og praksis, men det bliver i en vis udstrækning accepteret, fordi det er på lånt tid. Den nye generation er på vej, og der er dollartegn for enden af deres tanker.

Sidst på eftermiddagen sidder jeg igen på en af de lave plasticstole og følger livet passere forbi, imens jeg nyder en iskold bia hoi. En skolelærer har sat sig ved siden af mig, og han spørger ind til Danmark og formålet med mit besøg i Vietnam. Vi diskuterer nogle af de ovennævnte tanker, og der fører til en diskussion om forskellene mellem Nord og syd i Vietnam. Fra flere sider har jeg hørt, at der stadigvæk er stor forskel på logikken og kulturen, hvor man i Syd bruger alle de penge man tjener, og gerne flere, mens man i Nord altid sparer op til dårlige tider. Rent symbolsk tror jeg det beskriver situationen meget præcist. Historien har altid krævet et vist mådehold blandt befolkningen i Nord, hvor naturen kan være en upålidelig partner, og hvor truslen fra den ydre fjende er tættest på. Til gengæld har det været fest og farver, frigørelse og overflod, der har gennemsyret syden. At få samlet de to parter til en helhed bliver noget af et projekt for fremtidens politikere.


Om hjørnet fra bia hoi udskænkningsstedet ligger restauranten Little Hanoi. Der er tale om den originale restaurant i nr. 9, kontrollen med varemærker og brands er ikke så nøje, så 4 andre restauranter har kopieret navnet Little Hanoi, ja sågar skiltet, så det nærmest fremstår som en lille kæde af restauranter. Der er ifølge tung stor forskel på kvaliteten, så det er vigtigt, at det er den originale, indrettet i noget der kunne minde om en garage dekoreret med et stuetempel, en stor buddhafigur, adskillige fuglebure og et akvarium. Betjeningen er hurtig, udbuddet af vietnamesiske retter stort og prisen er lav. Stedet er tydeligvis populært blandt turister, men ser man bort fra dette, er det en god oplevelse, dejlig mad i store portioner og en fin stemning.

Dette er så den sidste aften i Hanoi, og det har været meget interessant at bruge tiden sammen med mine vietnamesiske venner. Deres input har været meget givende i forhold til at finde nye spændende steder, der egner sig både til grupperejser såvel som individuelle ture. Der er mange gode idéer, der skal videreudvikles, men et står helt klart, Ha Giang kommer i de nye program så hurtigt som muligt.

torsdag den 7. maj 2009

Mövenpick er mere end blot is

Dag 7: Min første positive oplevelse på hotel Horison kom, da jeg gik ned i morgenbuffeten. Et godt udvalg af lokale, asiatiske og europæiske elementer, der må kunne tilfredsstille selv de mest kræsne gæster, blev lækkert præsenteret, og tjenerne var der hurtigt med te.

I den enorme lobby lykkedes det mig at lokalisere to små sorte prikker, som rigtig nok viste sig at være Tung og Kim. Det var tid til de sidste hotel- og restaurantinspektioner og på dagens program stod to 5-stjernede hoteller. Første møde var på Hotel Mövenpick, der tidligere gik under navnet Gouman. Vi har tidligere brugt hotellet, men priserne hang til sidst ikke sammen med kvaliteten, og det var der åbenbart også andre der mente, for det blev solgt til den internationale Mövenpick kæde. Med det nye navn er der også fulgt en ekstra stjerne, og allerede i lobbyen kunne jeg mærke, at det måske er velfortjent på trods af, at der ikke er nogen swimmingpool – den kommer nok på et tidspunkt. Værelserne var imponerende, restauranten i en perfekt afdæmpet loungestil med åbent køkken og alle medarbejderne virkede godt tilfredse. Den schweiziske GM har gjort et godt stykke arbejde, men endnu er det ikke lykkedes at få Mövenpick isen til landet – ”der går et par år endnu”, forsikrer han. I øvrigt fik han det helt skidt, da han hørte, hvilket hotel jeg bor på, så han sørgede straks for, at jeg fik et værelse for de sidste to nætter – gratis! Det er jo den direkte vej til enhver hotelinspektørs hjerte, der i forvejen var tabt til den herlige stemning på Mövenpick.

Tid til lidt forkælelse på det herlige Mövenpick hotel, hvor de serverer byens bedste burger.

Fluks kørte jeg til hotel Horison, checkede ud, og fortsatte til næste inspektion på Intercontinental. Fint hotel bygget ud over vandet på West Lake og indrettet i en kølig japanskinspireret stil, der ikke giver meget hyggestemning. Flotte værelser med dertil hørende flotte priser, men hotellet ligger nok for langt væk fra centrum til, at vi kan bruge det. Et lyspunkt var der dog, for i receptionen sad en af Vietnams mest anerkendte skuespillerinder, og det var noget der kunne få mundtøjet til at køre på mine vietnamesiske venner.

Nu er det jo ikke alle, der har mod på at kaste sig ud i de vietnamesiske gadekøkkener, og sidde på en alt for lav plastictaburet i øjenhøjde med bilernes udstødning, så jeg har rådført mig med Tung, og bedt ham komme op med hans favoritrestauranter i Hanoi, hvor det er muligt at kombinere det gode vietnamesiske køkken med en god oplevelse samt en god pris. Som per refleks kom han med to navne, ”Little Hanoi” (den originale i nr. 9) og ”Quan an Ngon”. Sidstnævnte ligger tre minutter fra Mövenpick, så den blev valgt som frokostrestaurant.

Quan an Ngon, fandt jeg ud af, er en sindssyg populær frokostrestaurant for Hanois middelklasse, så hvis man, udover den gode mad, vil møde nogle af de unge fremadstormende vietnamesere, så er restauranten et glimrende sted at starte. Der er tryk på i frokostpausen, hvor flere hundrede kunder skal ekspederes hurtigt og effektivt, så der er en tidsbegrænsning koblet på menuen, der går på, at fra maden er serveret, har man 15 minutter til at blive færdig. Dette klarer vietnameserne nemt, men for os andre, der godt kan lide at yde maden og få en sludder, kniber det, så et godt råd er at spise frokost lidt senere end vietnameserne.

Hele idéen med Quan an Ngon har været at samle de bedste gadekøkkener under et tag, så der er et bredt udvalg af lokale specialiteter med de bedste kogekoner og kokke. Alle køkkener er tilgængelige og åbne, så man kan studere, hvad de enkelte retter og specialiteter består af, inden man bestiller, og ikke mindst, hvorledes de bliver fremstillet. Fordelen er naturligvis, at det ud fra et spisekort kan være svært at skelne mellem de vietnamesiske navne, der ikke altid er lige godt oversat til engelsk, og når der nu er flere slags nem, pho og bun, ja, så er den visuelle effekt meget nyttig. Man kan nyde sin mad ude i gårdhaven, hvor alle køkkenerne er placeret, eller inden døre i en stor gammel villa med franske aner. Smagen og kvaliteten er i top og prisen er i bund, så jeg vil anbefale at bruge Quan an Ngon som springbræt til de hyggelige gadekøkkener eller som et sikkert alternativ.

Hen på eftermiddagen var jeg på vej til en silkebutik i det gamle kvarter, da jeg pludselig så noget meget underligt. Jeg var nok gået forbi et par vinduer med det samme setup, førend jeg opdagede, hvad det var – tandlæger. Tandlæger er der i princippet ikke noget underligt i, når man befinder sig i en moderne storby, men det der slog mig var, at rodbehandlingen, slibningen, ifyldning af plumber og mundskyldning foregik helt offentligt bag kæmpemæssige vinduer med ”American dental studio” eller lignende skrevet med store bogstaver. Jeg stoppede op og kiggede ind på en mand, der var ved at få nye fyldninger i en kindtand. Assistenten vinkede til mig, som om det var den naturligste ting i verden midt i et mindre indgreb, og jeg vinkede chokeret igen. Dette gentog sig flere gange, som jeg bevægede mig forbi de mange tandlæger, og jeg må sige, at det virker som en noget hardcore markedsføring åbenlyst at vise potentielle kunder, hvor mange tilfredse kunder man har i stolene. Lidt mere lækkert pakket ind end tandlægerne i Kathmandu, men samme offentlige tilgang – jeg venter med at få et check, til jeg kommer hjem!

Stadig mæt efter frokostens eventyrlige rejse i vietnamesiske specialiteter, beslutter jeg mig for at teste hotellets restaurant, og hvad er bedre til at vurdere kvaliteten end at prøve stedets burger sammen med en kold øl. Jeg har prøvet mange dårlige hotelburgere i tidernes løb, men nogle gange er det lige det, man har lyst til, når den har stået på ris og nudler i lang tid. Ventetiden fordriver jeg sammen med tjenerne, der ikke har travlt, og de bekræfter mine formodninger om, at de er meget glade for at arbejde på hotellet, der, ifølge dem, er blevet meget bedre efter den nye ledelse er trådt til – både hvad angår løn, videreuddannelse og muligheder. Kort tid efter kommer min burger, som er flankeret af lidt dyppelse, pommes frites og lidt grønt. En ordentlig moppedreng, godt gennemstegt, ost, bacon og lidt krydret barbeque sovs på toppen – herligt!

En perfekt afslutning på en spændende dag, der dog først slutter efter, at jeg har nydt Chelsea blive sendt ud af Champions League af F.C. Barcelona på mit 40 tommer fladskærms-tv.

onsdag den 6. maj 2009

Gadekøkkener og 4 stjernet gourmetmiddag

Dag 6: Jeg checkede ud fra Maison d’Hanoi og ind på Hotel Horison, der efter sigende skulle være den stolte ejer af 4-stjerner. Allerede ved ankomsten kan jeg dog se, at dette antal stjerner nok er en tilsnigelse. Receptionen kunne få Parken i København til at blive misundelig, for her er plads til to fodboldbaner, og det tager noget tid, inden man når helt hen til receptionen for at checke ind. Hotellet lugter langt væk af en kommunistisk fortid, der åbenbart ikke er helt glemt, for der er stadigvæk en forkærlighed for det brune marmor kombineret med dårlig kinesisk stil på de offentlige arealer og på værelserne.

Jeg får dog ikke rigtig tid til at gå i dybden med hotellets detaljer for forude venter en lang dag med adskillige hotelinspektioner i de forskellige bydele. Det var et bredt udpluk af nye og gamle kendinge, hoteller vi har brugt, men som har fået nye ejere samt hoteller der har potentiale til at blive vores foretrukne i de forskellige kategorier.

Tilbage i hanoi, hvor de laver den bedste Bun Cha, i hele landet.

Midt i det hele blev der tid til at spise frokost på et velplaceret gadekøkken ved West Lake med udsigt til søen. Bun Cha, mast ris trukket ud som spaghetti med grillet svinekød, hvortil der serveres lidt grøntsager og krydderurter, der smager som citronmelisse. Ud fra mængden af mad vi fire personer spiser, ser det ud til, at kvaliteten er helt i orden, og det smager da også fortryllende. Faktisk er jeg endnu ikke rigtig blevet skuffet, når jeg har sat mig til bords på et af de mange små gadekøkkener. Udbuddet er måske ikke så bredt i den enkelte restaurant, men det betyder vel bare, at de er specialister til det de laver, for ellers ville stamkunderne ikke komme igen og igen. Derudover er der rigeligt med gadekøkkener at vælge imellem, så man skal bare finde det køkken, der serverer, det man lige har lyst til. For at vise min store tilfredshed med valget af ”restaurant” indvilliger jeg i at betale den samlede regning på sammenlagt kr. 27,50.

Nem, friske forårsruller, er en anden lækker specialitet.

Tilbage på Hotel Horison efter et godt møde på Vidotours Hanoi kontor, støder jeg på et lille problem – mit computerstik er endnu engang uforeneligt med eksisterende stik på værelset inklusive de ekstra adapterstik, der er i skrivebordsskuffen. Jeg søger hjælp hos hotellets bellboy, men der er kun et råd fra den uniformsklædte fyr – ”prøv ude på gaden, der er mange forretninger”!. Jeg ved ikke hvorfor, at jeg troede det ville blive let, men af sted drog jeg, fuld af optimisme. Problemet blev hurtigt klart for mig, alle forretninger i området omkring hotellet har specialiseret sig i badeværelsesindretning, så hvis det var en håndvask eller en bruseniche jeg manglede, havde det været paradis, men et simpelt lille adapterstik kunne ingen hjælpe mig med.

Jeg opgav kampen, og gik på ”Khai Brothers” Café, hvor jeg havde besluttet mig for at prøve den roste middagsbuffet. Khai er en af Vietnams førende designere og silkespecialister, og sansen for design er mærkbar med det samme man træder indenfor i gårdhaven i det ombyggede buddhistiske tempel, der udgør restauranten. Lyskæder i træerne, dæmpet stearinlys på bordene, loungemusik i højttalerne og diskrete borddekorationer er alt sammen med til at skabe en afslappet stemning. Jeg valgte at nyde en iskold lokal øl, inden jeg begyndte det kulinariske eventyr, for at få pulsen ned efter min adapterjagt. Det lykkedes. Fuld af ny energi gik jeg målrettet mod en af de 4 kokke og satte ham i gang ved grillen. Krabbe, rejer, blæksprutte og fisk blev marineret og lagt på risten. I mellemtiden tog jeg hul på forretten bestående af fire forskellige forårsruller, nem . Stegte forårsruller med rejer, med krabbekød, med svinekød, samt nogle kolde i det tynde rispapir med grøntsager, krydderurter og tigerrejer. Herligt. Det grillede indslag var ligeledes fremragende, så nu kom turen til den næste kok, der havde forskellige supper som speciale, herunder krydrede thaisupper. Dette var et godt og let mellemmåltid inden næste punkt på programmet, de to damer, der serverede bun og Pho med oksekød og grøntsager. Behagelig mæt af de mange retter kom turen afslutningsvis til det minimalistiske, men alligevel imponerende, dessertbord med kager, frugt, chokolade, budding og is. Hele herligheden koster kun 17 US-$ plus drikkevarer og er absolut alle pengene værd.

Det kan anbefales at besøge "Litteraturens tempel" i Hanoi, lige ved siden af Museum for Moderne kunst.

På vej hjem til hotellet faldt jeg nærmest ind i en lampebutik, der var ved at lukke og med tegnsprog fik jeg forklaret, at jeg ledte efter et adapterstik til tre ben. Den rare dame pegede på en kasse ved indgangen, og her lå lige nøjagtig det adapterstik, jeg havde ledt efter – kr. 1,50.

tirsdag den 5. maj 2009

Teplantager og familiebesøg på vej til Hanoi

Dag 5: Vi startede ud med lidt morgenmad på en af de lokale restauranter langs med hovedgaden. Suppe med oksekød, grøntsager og krydderier samt en form for friturestegt kage eller brød, der skal dyppes i suppen. Hertil rigelige mængder kold grøn te, ser efter sigende er godt for helbredet. Det er helt almindeligt, at vietnameserne smutter på morgenmadsrestaurant inden de møder på arbejdet, og efter hvad jeg kunne se, var der en del af de tilstedeværende, som ikke havde specielt travlt med at komme af sted. Ifølge Tung bruger flere af de offentlig ansatte mere tid på deres morgenmads- og frokostrestauranter end på arbejdet, og så er der lige bordtennis eller badminton om eftermiddagen, inden de skal hjem til familien.

En af de gode veje i Ha Giang.

Tren tilbage til Hanoi giv forbavsende hurtigt, og de mange teplantager langs med vejen bekræfter endnu engang, at et stop på en udvalgt plantage skal med i Ha Giang programmet. Den grønne te er en institution i Nordvietnam og bruges i mange forskellige sammenhænge. Ved næsten alle sociale lejligheder bliver man tilbudt et glas te, det være sig i forbindelse med spisning, møder eller eksempelvis, når man uformeldt bliver budt indenfor i folks private hjem. Der er dog ikke noget uformeldt over selve tedrikningen, der nærmest foregår efter ceremonielle forskrifter, hvor gæsten altid får skænket først op, efter at teen har været igennem de indledende øvelser med at blive opvarmet, får den nøjagtige trækketid og bliver gennemkørt, så man ikke får den tynde te i tuden, men det gode stærke te i bunden af tepotten.

En stolt mor fra det farverige Dao lanten folk.

I udkantenaf Hanoi, drejer vi væk fra hovedvejen for at besøge Tung, der bor i en forstad til Hanoi. Tung har meget stolt fortalt om sin smukke have og dejlige kone og børn, så det er med store forventninger, jeg går igennem porten til huset. Hele familien er samlet, far, mor, kone og børn, så mon ikke tung har ringet i forvejen og fortalt om mit besøg. Vi sætter os i haven, som rigtig nok er noget helt specielt, idet her er mange forskellige blomster, bonzaitræer samt et par frugttræer. Derudover har Tung en enorm samling af stenkar og yoni/lingam stenskulpturer, der bruges som blomsterkummer og små vandbassiner med fisk i. Jeg inviteres naturligvis på en kop te og noget udskåret vandmelon og får så ellers lov til at fortælle om mig selv og min familie, som de virker oprigtigt interesserede i at høre om. Det er en god oplevelse at sidde i den orientalsk inspirerede have i skyggen af et jackfruit-træ.

Indimellem afbrydes vi af et larmende hyl fra hønsegården, hvor broderens kamphane går rundt og markerer sig. Hanekampe er en stor ting i Vietnam, og der er mange penge i omløb, når de mere eller mindre officielle kampe finder sted i små baggårde rundt omkring i landet. Spillegæld er sammen med druk nogle af de værste samfundsproblemer i Vietnam, og de to ting går ofte hånd i hånd. Det er ikke unormalt, at familiefaderen kommer fuld hjem efter at have spillet hele lønnen op, så det er noget, der arbejdes hårdt på at få informeret om ude i landsbyerne og på at få forbudt. Der er dog ikke meget, der tyder på, at der er den store velvilje til at droppe hverken hanekampe eller spil, for flere steder har jeg set hanekampe og kortspil i det offentlige rum. Ligesom med drikkeriet i forbindelse med turen til markedet, virker det til, at være er en vigtig og nærmest institutionaliseret social begivenhed for landsbyens mænd, som de ser frem til med stor spænding.

En god lokal guide og en stedkendt chauffør er alfa omega, hvis du vil have det bedste ud af Ha Giang.

Tilbage i Hanoi på det glimrende Hotel Maison d´Hanoi og kun en kort gåtur fra den gamle bydels store udbud af restauranter og caféer. Den lange køretur har gjort mig tørstig, så jeg tager den direkte vej til et af områdets mange udskænkningssteder. Bia Hoi, kalder vietnameserne fadøl, og meget praktisk er der flere af disse bia hoi steder, der er placeret på gaden, så man har frit udsyn til det liv, der er på gaden. Da de fleste vietnamesere har råd til at nyde en fadøl, de koster 3000 Dong, hvilket svarer til 1 kr,- er det et godt sted at møde de lokale og få en uformel sludder om stort og småt. Jeg sætter mig på en af de små plasticstole og i løbet af få sekunder står den første velskænkede fadøl foran mig. Et par unge gutter sætter sig ved mit bord, og herefter går snakken. De er ikke helt skarpe på det engelske, men det er ikke noget, som vi ikke kan klare med hjælp fra lidt tegnsprog – min vietnamesisk kundskaber er jo heller ikke for gode. Vi deler en skål dampede peanuts og skiftes til at give en omgang. Halvanden time senere vinker vi farvel, og jeg betaler min del af regningen, i alt kr. 10.

Tilbage i Hanois gamle bydel og en velfortjent kold Bia Hoi, fadøl til kr. 1.

Den lidt dovne bia hoi har gjort mig træt, så jeg vælger den nemme løsning og bestiller en gang roomservice hjemme på hotellet. De friskrullede forårsruller i de papirtynde risblade var fantastiske, men kyllingen var meget kedelig, specielt efter de friske og velsmagende kyllinger, vi har nydt i bjergene, er det en skuffelse med de fabriksproducerede i storbyen.

mandag den 4. maj 2009

Farverige søndagsmarkeder og hesteindvolde

Dag 4: Det første jeg gør, da jeg vågner, er at checke vejret fra min altan. Endelig ser det ud til, at vi får en dag med meget sol og kun lidt skyer, hvilket ikke er helt uvæsentligt i forhold til, at vi skal besøge tre markeder i dag – Dang Van, Meo Vac og Lung Phin i nævnte rækkefølge. Mange forskellige bjergstammer er repræsenteret på markedet i Dong Van, og der passerer en farverig strøm af kvinder i deres flotteste dragter og mænd i sorte dragter med den karakteristiske alpehue og farverige halsklud forbi den lokale morgenmadsrestaurant, hvor der lige er tid til en Pho (nudelsuppe) med bunker af koriander, inden det går løs på markedspladsen.

På søndagsmarkederne tilbydes alt fra fiskeyngel til billige kinesiske tekstiler.

Folk kommer slæbende på alskens grøntsager og frugter, røgelsespinde, hjemmelavet papir osv. i deres allestedsnærværende flettede kurve, men der er også dem der kommer med skrigende grise, hundehvalpe og fjerkræ. Det hele skulle gerne afsættes i løbet af dagen for at give plads til de nyindkøbte varer i kurven.

Påklædningen er ikke tilfældig, når man skal til markedet.

Det kan være svært at koncentrere sig om alle de forskellige varer, der udbydes på markedet på markedet i Dong Van, for hele tiden fanger øjnene en bevægelse eller endnu en farveeksplosion af en hovedbeklædning. Der tinges hårdt og højlydt om fiskeyngel og ingefær i et hjørne, imens der måles nøjagtig af, hvor meget svinefedt, der ryger i en pose i et andet. Slagterafdelingen er den mest levende, for her præsenteres det friskslagtede kød på lange borde, der i løbet af kort tid er godt fedtede ind. Sterilt er her nok ikke, men i det mindste ser det ud til, at de slagtede dyr havde en puls så sent som i går. Alt på dyrene sælges, og i et uopmærksomt øjeblik, er jeg lige ved at blive fanget i nogle tarme og en mavesæk, der hænger ned fra en krog i bambusstilladset. Det får slagteren til at kigge lidt olmt på mig, så jeg forsætter hurtigt videre.

Søndagsmarkedet i Dong Van er en snad farveeksplosion.

Jeg fornemmer hurtigt en opdeling i varegrupper og hvem der sælger hvad. De unge piger tager sig af grøntsager og fisk, de unge mænd står i slagterafdelingen eller reparerer sko, de lidt ældre kvinder sælger fjerkræ og griseunger, de ældre mænd sælger flettede kurve, imens de ældste kvinder sælger røgelsespinde og håndlavet papir. Dertil kommer en række unge kvinder, der sælger billigt ragelse fra Kina, heriblandt det farverige stof, som bruges af bjergstammerne til deres dragter, men som i dag er for dyrt at lave på traditionel vis.

Med til en god markedsdag hører naturligvis også et godt måltid og et glas med vennerne. For flere af de mandlige deltagere, ser de dog ud til, at det er blevet til noget mere end et glas, for allerede tidligt på dagen er flere af dem godt røde i hovedet og slørede i blikket. Det er åbenbart helt almindelig praksis, at mændene benytter lejligheden til at drikke sig stangstive, imens mor går på shopping eller prøver at tjene nogle penge til familien. Til den kraftige risbrændevin, xeo, hører naturligvis en ægte bjergstuvning bestående af gennemkogte griseindvolde med stærke krydderier.

Svinekød er populært blandt de etniske grupper i Ha Giang.

Inden tiden løber af med os, hopper vi i bilen og kører mod Meo Vac, der af alle eksperter anses for at være de mest fantastiske 23 kilometer vej i Vietnam. Jeg ser allerede få kilometer fra Dang Van, hvor dette rygte stammer fra, for det vitterligt et ubeskriveligt landskab vi kører igennem. Dybe slugter, højre bjergsider, der nogle steder er fuldt opdyrket eller arret af nøjsomt udhuggede terrasser, impressionistiske klippeformationer, hyggelige landsbyer, der kun kan nås til fods og så de farvede stofpletter, der hele tiden kommer til syne de mest uventede steder i horisonten. Straks går drømmene i gang om hurtigst muligt at komme tilbage og bruge 4-5 dage på at gå rundt i dette område, så der virkelig vil være tid til at få det ind under huden, men denne gang er en appetitvækker også helt fin.

Ha Giangs største marked ligger i Meo Vac, men det er åbenbart lidt af en hemmelighed, for repræsentanten fra de lokale turistmyndigheder, Su, ønsker ikke at fortælle nogen om det af frygt for, at det vil blive overrendt af turister. Indtil videre ser det ud til at være lykkedes for ham, for jeg er den eneste fremmede blandt cirka 600-700 lokale, hvilket naturligvis også bliver registreret med stirrende øjne og nervøse smil.

Byen Meo Vac huser det største marked i Ha Giang, og her sælges mange husdyr.

Udover at være det største marked i regionen, er Meo Vac markedet måske mest kendt for sit store udbud af husdyr og potentielle slagtervarer. Køer, vandbøfler, geder, høns, ænder og hundehvalpe skifter hænder til højestbydende, og det går ikke altid stille for sig, nær sælger og køber råber om kap med de skrigende grise, der er ved at skifte hænder. Jeg spørger lidt interesseret til hundene, da jeg har en anelse om, at de ikke nødvendigvis er husdyr, og mine formodninger bliver bekræftet. De er husdyr, siger Tong, men kun på lånt tid. Med tiden ender de alle sammen i gryden og efterfølgende på ejerens spisebord som en stor delikatesse i det nordlige Vietnam. Mine tanker går til Gustavs nye hund derhjemme til kr. 15.000,-, hvilket i øvrigt her på markedet kunne skaffe mig 10 køer!

Jeg møder både traditionelle Dzao’er i deres sorte og indigoblå dragter samt ”langdang” Dzao’er i sorte dragter med broderede kantbånd og smukke sølvprydede hovedbeklædninger, men her er også flere forskellige H’mong’er, blandt andet de hvide H’mong’er, Nung’er og Tay’er. Det er ikke altid helt nemt at se forskellen, men Tong og Su kender de vigtige detaljer, der med sikkerhed kan definerer, hvem der er hvem, så jeg føler mig meget privilegeret over at have to så kompetente følgesvende, i forhold til den noget slappe guide franskmændene havde med, der mest af alt virkede til at have travlt med at komme ned i lavlandet igen, for allerede efter en halv time forlod de markedet i Dong Van og kørte sydpå. Dette er en pointe, som ikke kan understreges nok overfor sælgerne derhjemme, da det uden tvivl maksimerer oplevelsen meget.
Som afslutning på dagens rundtur til områdets mest spændende markeder kører vi forbi Lung Phin, hvor der afholdes marked hver sjette dag til forskel for de ugentlige markeder i Dong Van og Meo Vac. Også i Lung Phin er jeg den eneste udlænding, og jeg mærker straks, hvorledes mine bevægelser følges af nysgerrige blikke. De lokale er mere direkte her, og det bliver til mange guldrandede grin over mit udseende og størrelse. Mange af kvinderne har guldtænder, idet det er med til at signalere høj status indenfor de forskellige bjergstammekulturer, og det er da også imponerende, når solstrålerne reflekteres i fortænderne, så man næsten bliver blændet.

Som gæst bliver du ofte budt på den traditionelle ret, Thong Ca, stuvet hesteindvolde med den lokale brændevin xeo.

Direktheden hænger måske også sammen med, at det nu er efter frokost, så flere af markedets mandlige deltagere, ikke mindst, er ved at være godt beduggede ovenpå de heftige drikkelag med vennerne. Faktisk kan det være ganske farligt at køre på vejene omkring markederne om eftermiddagen, for der er mange ustabile og påvirkede folk, der enten går, rider eller kører på scooter hjem fra markedet. Flere steder ser vi tålmodigt ventende kvinder, der overvåger deres mænd imens de kaster op eller forsøger at rejse sig efter et kollaps. Det må være ufatteligt ydmygende, og jeg tror ikke mange danske kvinder kunne udvise samme form for selvbeherskelse og kontrol, som M’hong kvinderne, men de har ikke rigtig noget valg, eftersom det er et meget mandsdomineret samfund.

Vi strækker ben i en lille Langdang Dzao landsby, hvor de lerklinede huse står på rækker, som et godt dansk andelsboligbyggeri. Kvinderne går rundt i deres smukke dragter og flotte hovedprydelser, imens mændene arbejder på et bord til børnene. Som noget helt specielt står der færdige trækister på en svalegang ud for overetagen på de fleste huse. jeg er nysgerrig og spørger, om de gemmer forfædrene i kisterne, eller om det er en handelsvare. Overrasket svarer en af mændene, at det skam er til dem selv, når de engang dør. De kan åbenbart godt lide at være velforberedte hos Dzaoerne, personligt syntes jeg måske, at det er lidt trist at gå rundt og blive mindet om døden hele tiden, men, som de siger, så bliver det hårde træ, kisterne er lavet af ikke billigere i fremtiden, måske kan de ikke få fat i det til den tid, hvor det bliver aktuelt med en kiste – det er vel bjergstammelogik!

Ikke alle er lige tilfredse med at skulle på markedet.

Lidt udenfor Ha Giang besøger vi en smuk placeret Tay landsby, hvor en af vandreturene fra vores lille homestay ender. Omgivet af grønne rismarker og græskarlunde ligger landsbyen ved et mindre vandfald. Her hersker idyl, og hvem ved, om man også her kunne sælge idéen om et homestay, for husene i byen er både store og velholdte, hvilket tyder på en vis form for fremskridt og rigdom. Der er også en lille skole i forbindelse med fælleshuset, og her står nyhederne skrevet med kridt på nogle opstille tavler.

Tilbage i Ha Giang indkvarterer vi os på hotel Huy Hoan, der som det eneste hotel i byen har en elevator og måske som det eneste sted i Vietnam en drive-in reception! Der kører ganske enkelt biler igennem receptionsområdet for at parkere bagved hotellet, hvilket jeg aldrig har oplevet før. Der er ikke meget gang i Ha Giang på en søndag aften, så vi tager på et gadekøkken, som Tung kender godt, og nyder et spartansk men alligevel fremragende måltid, med deepfried oksekød, kogte og stegte grøntsager samt de bedste ris, jeg har oplevet på turen. Der er en herlig stemning på disse gadekøkkener, hvor folk taler til hinanden på tværs af bordene, og hvor ejeren normalt går rundt og hygger om gæsterne med små kommentarer. Den afsluttende teceremoni er også med til at gøre oplevelsen fuldendt, for her viser man gensidig respekt for hinanden ved at lave og skænke te for venner, bekendte og fremmede. Således er det ikke lykkedes mig selv at skænke op endnu på denne tur. Samme respekt oplever jeg, når vi spiser, for her bliver min skål hele tiden fyldt op med nye fristelser af mine vietnamesiske følgesvende Tung, Su og Phoung.

søndag den 3. maj 2009

Via "Himlens Port" til højlandet

Dag 3: Det er tid til en rørende afsked med Then, der sætter vores afskedsgaver på husalteret og både tænder lys samt røgelsespinde, imens hun beder ånderne om at passe på os i bjergene. Jeg skriver i hendes gæstebog og siger på gensyn, for jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at møde hinanden igen en gang i fremtiden.

Vi stiger hurtigt i højden på vej til lørdagsmarkedet i Quyet Tien og allerede flere kilometer før vi når selve markedet, kan vi se, at der er noget i gang. Folk kommer bærende på nyindkøbte varer og flere af dem i deres stiveste puds. Det er en vigtig social begivenhed at komme på markedet én gang om ugen og møde venner og bekendte fra nær og fjern. Hvor vigtigt understreges af en gruppe mænd, der har søgt læ for regnvejret under en stor presenning, hvor der er opført en interimistisk smugkro. Her diskuteres der voldsomt, imens kogt hestekød skyldes ned med store mængder risbrændevin. Jeg bliver budt på en omgang, men det er lige tidligt nok på dagen til en omgang kogt hestekød og spiritus, så jeg takker pænt nej, selvom det er uhøfligt. Allerede her klokken 10 ser det ud som om, at det kan blive mere end svært for konerne at få mændene med hjem, for ikke at tænke på, at flere af dem skal op på deres medbragte heste og ride hjem til deres respektive landsbyer ad smalle stier på stejle bjergsider.

Røgelsespinde til salg på markedet i Quyet Tien.

Flere forskellige etniske grupper mødes på markedet og på trods af, at de bærer forskellige dragter og hovedbeklædninger kan det være vanskeligt at kende forskel på de enkelte grupper. Tong er derimod velbevandret i de særlige kendetegn, så med hans rutinerede hjælp lykkedes det til sidst for mig at få en idé om, hvor mange grupper det reelt drejer sig om. Der bliver handlet med alt fra færdigproduceret børnetøj og sko fra Kina, grøntsager, urter, smykker, røgelsespinde til risbrændevin og slagtervarer. Sidstnævnte foregår under et halvtag under lidt tvivlsomme hygiejniske forhold, hvilket Tong også påpeger, men det er her, at der er mest uenighed og kamp om priserne, så det er spændende at følge, selvom lugten af råt kød til tider er lidt ram.

Ung Hmong knægt ved et rehabilitetsprojekt.

Inden frokost gør vi stop ved et rehabiliteringsprojekt for en gruppe Hmonger, der er blevet flyttet fra deres højtliggende landsby til et område tættere ved den livgivende flod. Husene er opført tæt ved hinanden på en lang række, hvilket ikke er normalt for Hmongerne, så der hersker en vis utilfredshed blandt indbyggerne, der ikke nødvendigvis har fået deres bedste venner som nabo. Selvom der virker lidt trist er der dog et lyspunkt, lokalregeringen har opført en skole, hvor børnene modtager gratis undervisning, og i modsætning eksempelvis Nepalesiske bjergskoler, kommer der lærere til denne skole. I nærheden ligger også en lille workshop for ældre Hmong kvinder, der praktiserer deres traditionelle vævekunst. Her anvendes kun 100% naturmaterialer, hvor tråden der væves med er flettet af fine barkstrimler, farverne kommer fra rødder, knuste mineraler og hvor materialet voksbehandles med bivoks, så det bliver ekstra slidstærkt.

Frokostrestauranten finder vi i Yen Minh, og her møder jeg de første udenlandske turister i 3 dage, fire ældre franskmænd, der naturligvis tager det for givet, at jeg, Tong, Su og chaufføren taler flydende fransk! Det første jeg får tilbudt er måltidets hovedattraktion, hønsefødder med negle. Hurtigt overvejer jeg tilbuddet, men instinktivt rækker jeg min skål frem mod Su, og lidt efter sidder jeg med en sort hønsefod i hånden. Jeg kigger på de andre, der afventer min reaktion, og lad det være sagt med det samme, den første bid af det seje skin glider ikke let ned, men jeg holder masken og nikker anerkendende. Så snart jeg har slugt min mundfuld, kaster de andre sig grådigt over skålen med hønsefødder, som i løbet at kort tid er tømt, så kun de afpudsede tæer og negle ligger tilbage. Heldigvis er resten af måltidet mindre udfordrende.

Barnepige og poolhaj på samme tid.

På vejen til Dong Van stopper vi et par interessante steder, blandt andet i en hvid H’mong landsby, hvor vi går en tur mellem de lerklinede huse med skæve tegltage. Husene minder meget om dem man ser i Nepals mellembjerge, hvor byggematerialerne er de samme som her, men indretningen er meget anderledes. H’mong folket har historisk beboet de højeste bjergområder på grænsen mellem Vietnam og Kina, hvor de har levet af at dyrke tørris, medicinske urter og opium under meget barske forhold. Området omkring landsbyen er dog et fint eksempel på, hvor arbejdsomme de er, for her stikker spirende grønne majsplanter frem fra selv den mindste klippesprække på de stejle bjergsider. Forud for selve plantningen har indbyggerne båret jord op fra den smalle dalbund og placeret den i naturlige huller og sprækker, hvorefter et skud er sat i den nye jord. Den årlige regn betyder dog, at jorden langsomt siver ned i bunden af dalen, så de er nødt til at gentage processen med at flytte jorden tilbage på hvert tredje år. Et helt igennem højtudviklet stykke ingeniørarbejde, der er ligeså imponerende som de 1.000 år gamle risterrasser på Bali og Phillipinerne – bjergsiderne her er dog mere stejle.

Over indgangen til husene i landsbyen hænger et rød kædestykke, der skal medvirke til at skræmme de onde ånder væk, og på markerne tættest på landsbyen ligger forfædrene begravet. H’mongerne er animister og anses af mange vietnamesere for at være en af de mest tilbagestående etniske grupper, hvilket den meget simple indretning af husene kunne underbygge, men drager man andre kendsgerninger ind i ligningen, som eksempelvis deres dyrkningsmetoder, og det faktum, at de lever i afsidesliggende bjergområder, hvor der kun er begrænset adgang til vand, så fremstår de ganske veludviklede. Gæstfriheden fejler absolut heller ikke noget, om end vi mødes med lidt mere forsigtighed end andre steder. Dette, mener Tong, har sine rødder i, at H’mongerne tidligere var ganske upopulære fra politisk side, på grund af deres involvering i opiumsdyrkningen og handlen med franskmændene, som førte til mange vietnameseres afhængighed af rusmidlet, hvorfor de efterfølgende er blevet mere forsigtige, når de møder fremmede.

Hvide Hmong piger på afveje.

På vej mod passet ”Himlens Port” sidder vi fast i mudderet på et stykke af vejen, der er ved at blive forbedret. De lokale strømmer til for at hjælpe, og til sidst lykkedes det at komme op over det stejle stykke, men det viser dog, at vejen til de højeste områder i Ha Giang stadigvæk ikke er helt ligetil. Fra ”Himlens Port” er der en fantastisk udsigt over det gamle H’mong territorium og lidt senere stopper vi da også ved et gammelt H’mong palads, hvorfra den lokale hersker regerede over de nærliggende områder, og blandt andet samarbejde med franskmændene om at holde kineserne på afstand i Nord. Samarbejdet var endda så tæt, at en af H’mong kongerne blev gift med en fransk kvinde. Efter at være ødelagt af kommunisterne i deres iver for at ødelægge alt, der kunne minde om fortiden eller starte alternative tanker i folks hoveder, er stedet blevet renoveret, så man får et fint indblik, hvor luksuriøst eliten levede.

Vidotour har været med til at sponsorere en film om en kvinde ved navn Pao, der lider af ulykkelig kærlighed, fordi hun ikke kan få lov til at gifte sig med sit livs udkårne. Personen er taget ud af en virkelig historie, om en pige fra en rig familie, der ikke måtte forfølge sine drømme, fordi manden var under familiens værdighed. Familiens hus eksisterer stadigvæk og dannede også ramme om filmen, der er instrueret af en af Vietnams hotteste instruktører og med hovedrollen spillet af den endnu hottere filmstjerne ……. At der tidligere boede en rig familie i huset, er man ikke i tvivl om, når man ser det indefra, men det er i forfald da efterkommerne ikke har formået at beholde deres magtposition i området. Tong fortæller om flere sjove episoder ved filmen, blandt andet, at man flyttede den traditionelle indgang i den omkringliggende mur, for at få et bedre lys samt at man placerede et enormt antal plasticblomster på markerne foran huset, da det ikke var sæson for ellers eksisterende roser, da filmen blev indspillet. Var det ikke for relationen til vidotour, mener jeg ikke, at man bør stoppe her, der er andre mere interessante huse på dagens rute.

I Dong van checker vi ind på et klassisk vietnamesisk hotel Hoang Ngoc, højt og smalt, men vi finder ud af, at der lige er åbnet et nyt og stort hotel i byen, som vi undersøger i forbindelse med middagen. Det nye hotel, Rocky Plateau Hotel, har godt nok et kinky navn, men værelserne ser ud til at være i orden, så snart at lugten af frisk maling forsvinder, og ambitionerne hos ejeren fejler ikke noget. Han har også en café lige overfor markedspladsen i den gamle bydel, og den er også interessant, for det er en smuk gammel bygning med et åbent gårdområde i midten, to etager og terrasse med udsigt mod det ugentlige marked. Med den rette indretning og tilbudspallette, kunne dette sted blive et tilløbsstykke for alle der besøger Dong Van. Kvaliteten af maden i hotellets restaurant er ikke helt oppe på den samme standard, som nogle af de mange lokale spisesteder vi har prøvet på turen, men det kommer måske, når der kommer mere gang i forretningen, og med områdets voksende popularitet, er det inden for de næste par år.

lørdag den 2. maj 2009

Landsbyliv og korte vandreture

Dag 2: Galende haner fungerer som naturlige vækkeure, og en intens kamp hanerne imellem om hvem der kan gale højest, gør det umuligt at forsætte søvnen. Hanernes interne krig har åbenbart vækket hele huset, for kort tid efter lyder der lette trin i fællesrummet. Morgenmaden nydes på gulvmåtterne og Mi, vores bærer, kommer forbi for at hente os. Han virker meget imødekommende, er smilende, og, lidt overraskende, kraftig af bygning. Vi taler om forskellige ruter og vælger at følge vejen/stien op til Dzao landsbyen.

På markarbejde med de lokale.

Det regner, så udsigten til de omkringliggende bjerge og dalstrøg er begrænset, men indimellem lysner det lidt om, så jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvor smukt det må være på en klar dag i marts eller oktober, hvor rismarkerne står i fuldt flor. Udover at det er forbandet varmt inde i regntøjet, ødelægger vejret dog ikke den gode oplevelse. Skoven er meget varieret med palmer, buske, bambus, blomster samt hårde træsorter, og kigger man godt efter på grene og blade kan man få øje på vandrende pinde, cikader, mærkværdige sommerfuglelarver og metalfarvede biller. I luften svæver farvestrålende sommerfugle og på jorden kravler skolopendre og kæmpetusindben. En enkelt gang ser vi en død slange på cirka 70 centimeter, der ifølge Mi er giftig, så der giver lidt stof til eftertanke. Heldigvis slipper vi for igler, der kan være et problem på disse kanter i regntiden.

Interimistisk frokostbord i Dzao landsby.

Efter et par timer op ad bakke kommer vi til de første huse i Dzao landsbyen g vi hilser på en kvinde iført den traditionelle sorte buksedragt og smukke hovedbeklædning. Andre grupper af Dzao folket har meget farverige dragter, men de anses for at have mindre status end de sortklædte. Dette til trods for, at deres farverige dragter er meget bekostelige og vel alene derfor burde give øget status. På landsbyens marker er folk i gang med at fordele risplanterne og kigge til majsplanterne, der udgør de to vigtigste afgrøder. Rundt i byen løber også en del griseunger og i indhegninger hører vi søerne kalde på ungerne. Svinene er sorte og, ifølge Tong, er de en meget populær og dyr delikatesse i Hanoi, hvor de dyre restauranter sender indkøbere op til bjergene, fordi kødet her er bedre end lavlandsgrisene. Det er med andre ord en mindre formue, der løber rundt mellem benene på mig ganske ubekymrede om deres fremtid.

Markerne gøres klar til såning i Dzao landsbyen.

Hurtigt bydes vi velkommen og indenfor til en kop te og en lille sludder. jeg bliver tilbudt at ryge lidt på husets ”bong” (bambusvandpibe), men takker nej efter at have hørt Tong hoste og fortælle, at det er en kraftig tobak. Vi fortsætter til et andet hus, hvor vi skal spise frokost, og her er de også godt i gang med at ryge. Måske er det på grund af, at det er arbejdernes kampdag, d. 1. maj, der markeres kraftigt i kommunistiske lande, Vietnam er ingen undtagelse, at der skal ryges ekstra meget, men jeg tror nu, at der er tale om et afhængighedsforhold.

Dzao husene i denne landsby er, ligesom Tayernes, bygget på stylter, med plads til husdyrene under huset og beboerne samlet i et stort fællesrum. Det er mere primitivt og simpelt indrettet end Tayernes, og i det hele taget fremstår Dzaoerne mere tilbagestående en mange af de andre bjergstammer. Gæstfriheden er der dog intet tilbagestående over, og vi inviteres til at deltage i deres frokost, der er ved at blive tilberedt på et ildsted midt på gulvet. Høfligt takker vi ja, og knap har vi nikket, førend manden i huset springer ned i familiens vandbassin og fanger en halvstor fisk. Denne hakkes i otte stykker og smides i gryden, hovedet puttes i suppen der simrer over ilden, og steges i fedtet, der blev til overs fra det særdeles fede svinekød, der just er færdigstegt. Endnu engang er der blevet fremtryllet et glimrende måltid, hvilket fejres ved at flasken med risvin sendes rundt i et lystigt tempo. Det bliver hurtigt til fem kopper risbrændevin, inden jeg får stoppet værten, men det er trods alt nok til, at de er ganske imponerede. Imponerede er de også over min størrelse. Faktisk kan jeg mærke, at de er en smule rystede over, at jeg overhovedet har kunnet bevæge mig op ad bjerget til deres landsby. De skal røre ved min ben- og armmuskler, se min mave og sidst, men ikke mindre nedværdigende, bliver jeg bedt om at hoppe op på en vægt, der heldigvis går til 100 kilo. Vi skriger af grin over de 97 kilo, som måleren viser, men det er tydeligt, at der er stof til eftertanke og til mange afteners underholdning i landsbyen efter mødet med den hvidhudede kæmpe.
Middag og hygge med ejeren af vores homestay.

Vi forlader smilende Dzao landsbyen og bevæger os af en ny rute tilbage til fru Then, husets ejer, der spændt venter ved vores hus. Der er god tid til at gå på opdagelse i en ny del af Tay landsbyen inden middagen, så jeg smutter en tur ud på de smalle spor mellem rismarkerne og følger arbejdet.

Efter det fremragende aftenmåltid sidder jeg og får en sludder med Then om de forskellige effekter, der hænger ned fra taget, står ved indgangen, hænger på væggen eller ned fra spærrerne. Der er tale om religiøse og kulturelle genstande, der i princippet alle skal hjælpe husets beboere til et langt, rigt og lykkeligt liv. En stor tavle med bogstaver på mandarin (Then er en klog kvinde, der udover vietnamesisk taler mandarin og den lokale Tay dialekt) og forskellige offergaver er en hyldest til forfædrene. Vi føler os nærmest som slægtninge, for en af de fineste offergaver er en dåse med danske småkager, der står blandt afbrændte røgelsespinde, bananer, whiskey og små krukker. Fra spærrerne hænger et risneg, der efter planen skal hænge der i 3 år efter at taget er på plads. Er der i den periode ikke sygdom i familien, betyder det, at huset er stærkt og i stand til beskytte sine beboere. Fra loftet hænger nogle bambuskurve, der ligeledes er med til at holde de onde ånder på behørig afstand, og udenfor døren står et lille alter med afbrændte røgelsespinde og glas samt nogle små pengesedler, der skal få guderne til at sikre familiens marker og sørge for en god høst. At Then er en særlig kvinde får jeg også bekræftet, da hun hen på aftenen læser Tongs hånd og aflæser hans fremtid, som heldigvis ser lys ud.

Forfædrene tilbedes på husalteret.

Et andet samtaleemne er vores besøg i Dzao landsbyen, og det er helt tydeligt, at de forventer en fyldestgørende rapport. Tay folket anser Dzaoerne for at være meget tilbagestående og omtaler dem med en nedsættende betegnelse. At de finder dem primitive bunder måske i, at Dzaoerne indimellem afholder store festivaler, hvor de ofre både høns og grise, og derfor fremstår som værende ”vilde”. De anklager dem blandt andet også for at være trætyve, der stjæler skovens ædle træer for at sælge dem på det sorte marked, hvor der er gode penge at tjene. Sjovt nok har Tong, Mi og jeg diskuteret det samme, da vi under flere af husene i Dzao landsbyen så stor bunker opmagasineret. Then og veninden vil høre om indretningen af Dzaoernes huse, hvilken mad de serverede for os og kvaliteten af samme, hvor mange de er, hvilket tøj de går i og så videre, og langsomt går det op for mig, at de aldrig har været i nærheden af Dzao landsbyen på trods af, at den kun ligger nogle timers vandring op ad bjergsiden. Jeg spørger ind til det, og de nikker bekræftende. De har ikke noget at lave der, siger de, og veninden mener endog, at hun ikke har kræfter til at gå derop, hvilket jeg finder noget tvivlsomt. En ganske interessant samtale, der bekræfter noget af det, som jeg har oplevet i andre dele af Indokina, nemlig at de forskellige etniske grupper holder sig for sig selv. Kun på markedet blander de sig med andre, men det ville eksempelvis ikke komme på tale, at man giftede sig med en fra en anden gruppe.

fredag den 1. maj 2009

Mod ukendte dalstrøg i Nordvietnam

Dag 1: Turen til Ha Giang følger Highway 2, men det er muligt at lave nogle afstikkere til mindre veje og så koble sig tilbage på hovedvejen. Dele af landskabet minder meget om Yangshou i Kina, med markante kalkstensbjerge, ser stikker op i det frodige grønne landskab mellem rismarker og teplantager. Området er kendt for sin fine grønne te, der normalt tilbydes alle gæster, privat såvel som på restauranter. Vejforholdene er egentlig forbavsende gode, og der arbejdes endda på at gøre dem bedre.

Væk fra den tætte trafik i Hanoi.

Vi stopper for frokost på en lokal restaurant i Tuyen Quang hvor vi nyder en krabbesuppe, hønsekød (med ben), omelet, vandkastanier, stegt salat og naturligvis ris. Maden var glimrende, og det var tydeligt, at det ikke er hver dag, de får besøg af en turist. Alle på restauranten fulgte mine bevægelser meget nøje, og mine reaktioner på maden blev diskret noteret og debatteret. Sjovt at vi kun er 4 timer væk fra Hanoi. Senere går vi en tur langs med Lo floden, og her bliver der kigget endnu mere efter mig.

Efter cirka 8 timer når vi frem til en stor Tay landsby lidt udenfor selve Ha Giang. Langt hovedparten af de omkring 100 huse er stadigvæk opført i den traditionelle stil som styltehuse med et stort fællesrum, hvor familien bor og lever. Taget er lavet af et tyk lag palmeblade (det tager 20 mennesker cirka 2 dage at lave taget) for at køle hovedrummet ned midt på dagen og udenfor går grise, vandbøfler, ænder og høns. Hvert hus har sin egen lille dam, hvor de holder fisk og dyrker nogle vandplanter, der indgår i dyrenes foder. Et lille bambusskur over dammen gør det ud for toilet, så man i princippet skider ned til fiskene, der så den vej fra får lidt næring – det kan man vel kalde ”recycling” ! Tayerne er den største etniske gruppe blandt Vietnams mange bjergstammer, og de bor fortrinsvis i de frodige dalstrøg i de lavere egne af nordvetvietnam, hvor de dyrker vådris, krydderier og urter til medicinsk brug. I dag anvender de fleste kun deres traditionelle sorte klædedragter og blå hovedstykker til særlige ceremonier og festivaler, men enkelte af de gamle kvinder i landsbyen bærer stadigvæk deres dragter med stolthed.

Homestay i Tay landsby.

Jeg går rundt for mig selv i et par timer og nyder de smukke huse og den fantastiske beliggenhed midt imellem høje bjerge og skov. De mange lyde fra rislende vand, gøende hunde, gryntende grise, kvækkende frøer og mennesker der griner, har nærmest en meditativ effekt, og flere gange tager jeg mig selv i at stå stille med lukkede øjne og blot suge det hele til mig. Som den eneste fremmede i landsbyen skaber det naturligvis lidt postyr, når jeg kommer gående ad stierne og gennem rismarkerne, men overalt mødes jeg med et varmt smil, et lille nik eller et hallo (xin chào). Folk er imødekommende, og da jeg møder Tong, tager vi imod en invitation og går indenfor hos en familie, hvor ildstedet er placeret midt på gulvet inde i opholdsrummet, så det også kan fungere som centralvarme på den kolde årstid. Hurtigt kommer en kande te i kog, og vi bydes en kop af den lokale grønne te, herligt. Familiens fire børn er helt elektriske og nærmest kæmper om min opmærksomhed, så da vi har fået taget et fællesbillede, og jeg viser dem billedet på skærmen, jubler de helt vildt.

Moderen i huset er skolelærer på byens skole, og hun fortæller, at de unge påbegynder deres engelskundervisning allerede fra de er 6 år. Børnene er dog for generte til at ville snakke, så det bliver ikke til mere end et forkølet ”What is your name and country?”. Jeg gik forbi skolen tidligere, og her lagde jeg mærke til, at de voksne stod og læste nogle opslag på skolens mur. Tong fortæller, at det er en form for vægavis, hvor der, udover nyheder, også står nævnt noget om de lokalpolitiske beslutninger. En god idé, da de færreste vil bruge penge på selv at købe en avis, og samtidig en understregning af, at cirka 94 procent af alle vietnamesere kan læse.

Den lokale skole er også stedet hvor vigtige beskeder fra lokalrådet slås op.

Tilbage i mit eget hus er middagen klargjort og serveret på nogle flettede måtter på gulvet. Der er tale om et sandt overflødighedshorn af lækkerier med kylling stegt i en speciel lage, svinekød vendt i en krydret dej, salat og kål, en form for sylte, stegt grøn salat, ris, ristede peanuts, bananer og en iskold øl. Kvinderne nyder en lokal cognac, de kalder det kinesisk medicin, men for mange glas vil helt sikkert betyde, at man mister balanceevnen. Ingredienserne er blandt andet nogle tørrede urter, som kun lever på de stejle bjergsider, hvor de kan stå uforstyrret i direkte sol. Altså en lidt tilgængelig urt, der åbenbart skulle være godt for helbredet.

Kvinderne taler samme på deres lokale dialekt, men slår over i vietnamesisk, når jeg har nogle spørgsmål eller Tong har brug for lidt lokal viden. De vil naturligvis gerne vide, hvor jeg kommer fra, hvor gammel jeg er, hvor mange børn jeg har og naturligvis, om jeg er gift. Vi griner meget, og det er i virkeligheden måske den bedste måde at kommunikere på. Kan man grine sammen er mange barrierer brudt ned, og i sidste ende er det med til at åbne op for interaktion og udveksling af information. Dette giver en bedre forståelse af hvilken virkelighed, jeg bevæger mig rundt og dermed, for mig, en bedre rejseoplevelse.

Ved ankomsten til Tay landsbyen mødtes vi med Su, der er ansat ved de lokale myndigheder, og skal følge med rundt på turen for at observere og sikre, at der ikke sker noget uhensigtsmæssigt. Det lugter lidt af opsyn, men heldigvis er Su en fin fyr, der virker fri for bureaukratisk kommunistisk tankegang. Han ser det som sin fornemste opgave at udvikle turismen i dette særlige område på en bæredygtig måde, og er meget interesseret i at udveksle idéer. Su virker til at besidde en kæmpeviden om Ha Giang og de forskellige etniske grupper, der er repræsenteret i området, hvilket jeg helt sikkert vil benytte mig af.

Homestay.

Jeg kan allerede mærke, at dette kan blive et helt fantastisk produkt, eller nærmere række af produkter, for der er mange muligheder allerede fra hvad, jeg har set i dag.

Madrassen er klar, myggenettet er hængt op, chikaderne synger og frøerne kvækker, det bliver en god nattesøvn, hvilket er vigtigt, for i morgen skal vi på en lagt og efter sigende hård vandretur til en afsidesliggende Dzao landsby.