mandag den 4. maj 2009

Farverige søndagsmarkeder og hesteindvolde

Dag 4: Det første jeg gør, da jeg vågner, er at checke vejret fra min altan. Endelig ser det ud til, at vi får en dag med meget sol og kun lidt skyer, hvilket ikke er helt uvæsentligt i forhold til, at vi skal besøge tre markeder i dag – Dang Van, Meo Vac og Lung Phin i nævnte rækkefølge. Mange forskellige bjergstammer er repræsenteret på markedet i Dong Van, og der passerer en farverig strøm af kvinder i deres flotteste dragter og mænd i sorte dragter med den karakteristiske alpehue og farverige halsklud forbi den lokale morgenmadsrestaurant, hvor der lige er tid til en Pho (nudelsuppe) med bunker af koriander, inden det går løs på markedspladsen.

På søndagsmarkederne tilbydes alt fra fiskeyngel til billige kinesiske tekstiler.

Folk kommer slæbende på alskens grøntsager og frugter, røgelsespinde, hjemmelavet papir osv. i deres allestedsnærværende flettede kurve, men der er også dem der kommer med skrigende grise, hundehvalpe og fjerkræ. Det hele skulle gerne afsættes i løbet af dagen for at give plads til de nyindkøbte varer i kurven.

Påklædningen er ikke tilfældig, når man skal til markedet.

Det kan være svært at koncentrere sig om alle de forskellige varer, der udbydes på markedet på markedet i Dong Van, for hele tiden fanger øjnene en bevægelse eller endnu en farveeksplosion af en hovedbeklædning. Der tinges hårdt og højlydt om fiskeyngel og ingefær i et hjørne, imens der måles nøjagtig af, hvor meget svinefedt, der ryger i en pose i et andet. Slagterafdelingen er den mest levende, for her præsenteres det friskslagtede kød på lange borde, der i løbet af kort tid er godt fedtede ind. Sterilt er her nok ikke, men i det mindste ser det ud til, at de slagtede dyr havde en puls så sent som i går. Alt på dyrene sælges, og i et uopmærksomt øjeblik, er jeg lige ved at blive fanget i nogle tarme og en mavesæk, der hænger ned fra en krog i bambusstilladset. Det får slagteren til at kigge lidt olmt på mig, så jeg forsætter hurtigt videre.

Søndagsmarkedet i Dong Van er en snad farveeksplosion.

Jeg fornemmer hurtigt en opdeling i varegrupper og hvem der sælger hvad. De unge piger tager sig af grøntsager og fisk, de unge mænd står i slagterafdelingen eller reparerer sko, de lidt ældre kvinder sælger fjerkræ og griseunger, de ældre mænd sælger flettede kurve, imens de ældste kvinder sælger røgelsespinde og håndlavet papir. Dertil kommer en række unge kvinder, der sælger billigt ragelse fra Kina, heriblandt det farverige stof, som bruges af bjergstammerne til deres dragter, men som i dag er for dyrt at lave på traditionel vis.

Med til en god markedsdag hører naturligvis også et godt måltid og et glas med vennerne. For flere af de mandlige deltagere, ser de dog ud til, at det er blevet til noget mere end et glas, for allerede tidligt på dagen er flere af dem godt røde i hovedet og slørede i blikket. Det er åbenbart helt almindelig praksis, at mændene benytter lejligheden til at drikke sig stangstive, imens mor går på shopping eller prøver at tjene nogle penge til familien. Til den kraftige risbrændevin, xeo, hører naturligvis en ægte bjergstuvning bestående af gennemkogte griseindvolde med stærke krydderier.

Svinekød er populært blandt de etniske grupper i Ha Giang.

Inden tiden løber af med os, hopper vi i bilen og kører mod Meo Vac, der af alle eksperter anses for at være de mest fantastiske 23 kilometer vej i Vietnam. Jeg ser allerede få kilometer fra Dang Van, hvor dette rygte stammer fra, for det vitterligt et ubeskriveligt landskab vi kører igennem. Dybe slugter, højre bjergsider, der nogle steder er fuldt opdyrket eller arret af nøjsomt udhuggede terrasser, impressionistiske klippeformationer, hyggelige landsbyer, der kun kan nås til fods og så de farvede stofpletter, der hele tiden kommer til syne de mest uventede steder i horisonten. Straks går drømmene i gang om hurtigst muligt at komme tilbage og bruge 4-5 dage på at gå rundt i dette område, så der virkelig vil være tid til at få det ind under huden, men denne gang er en appetitvækker også helt fin.

Ha Giangs største marked ligger i Meo Vac, men det er åbenbart lidt af en hemmelighed, for repræsentanten fra de lokale turistmyndigheder, Su, ønsker ikke at fortælle nogen om det af frygt for, at det vil blive overrendt af turister. Indtil videre ser det ud til at være lykkedes for ham, for jeg er den eneste fremmede blandt cirka 600-700 lokale, hvilket naturligvis også bliver registreret med stirrende øjne og nervøse smil.

Byen Meo Vac huser det største marked i Ha Giang, og her sælges mange husdyr.

Udover at være det største marked i regionen, er Meo Vac markedet måske mest kendt for sit store udbud af husdyr og potentielle slagtervarer. Køer, vandbøfler, geder, høns, ænder og hundehvalpe skifter hænder til højestbydende, og det går ikke altid stille for sig, nær sælger og køber råber om kap med de skrigende grise, der er ved at skifte hænder. Jeg spørger lidt interesseret til hundene, da jeg har en anelse om, at de ikke nødvendigvis er husdyr, og mine formodninger bliver bekræftet. De er husdyr, siger Tong, men kun på lånt tid. Med tiden ender de alle sammen i gryden og efterfølgende på ejerens spisebord som en stor delikatesse i det nordlige Vietnam. Mine tanker går til Gustavs nye hund derhjemme til kr. 15.000,-, hvilket i øvrigt her på markedet kunne skaffe mig 10 køer!

Jeg møder både traditionelle Dzao’er i deres sorte og indigoblå dragter samt ”langdang” Dzao’er i sorte dragter med broderede kantbånd og smukke sølvprydede hovedbeklædninger, men her er også flere forskellige H’mong’er, blandt andet de hvide H’mong’er, Nung’er og Tay’er. Det er ikke altid helt nemt at se forskellen, men Tong og Su kender de vigtige detaljer, der med sikkerhed kan definerer, hvem der er hvem, så jeg føler mig meget privilegeret over at have to så kompetente følgesvende, i forhold til den noget slappe guide franskmændene havde med, der mest af alt virkede til at have travlt med at komme ned i lavlandet igen, for allerede efter en halv time forlod de markedet i Dong Van og kørte sydpå. Dette er en pointe, som ikke kan understreges nok overfor sælgerne derhjemme, da det uden tvivl maksimerer oplevelsen meget.
Som afslutning på dagens rundtur til områdets mest spændende markeder kører vi forbi Lung Phin, hvor der afholdes marked hver sjette dag til forskel for de ugentlige markeder i Dong Van og Meo Vac. Også i Lung Phin er jeg den eneste udlænding, og jeg mærker straks, hvorledes mine bevægelser følges af nysgerrige blikke. De lokale er mere direkte her, og det bliver til mange guldrandede grin over mit udseende og størrelse. Mange af kvinderne har guldtænder, idet det er med til at signalere høj status indenfor de forskellige bjergstammekulturer, og det er da også imponerende, når solstrålerne reflekteres i fortænderne, så man næsten bliver blændet.

Som gæst bliver du ofte budt på den traditionelle ret, Thong Ca, stuvet hesteindvolde med den lokale brændevin xeo.

Direktheden hænger måske også sammen med, at det nu er efter frokost, så flere af markedets mandlige deltagere, ikke mindst, er ved at være godt beduggede ovenpå de heftige drikkelag med vennerne. Faktisk kan det være ganske farligt at køre på vejene omkring markederne om eftermiddagen, for der er mange ustabile og påvirkede folk, der enten går, rider eller kører på scooter hjem fra markedet. Flere steder ser vi tålmodigt ventende kvinder, der overvåger deres mænd imens de kaster op eller forsøger at rejse sig efter et kollaps. Det må være ufatteligt ydmygende, og jeg tror ikke mange danske kvinder kunne udvise samme form for selvbeherskelse og kontrol, som M’hong kvinderne, men de har ikke rigtig noget valg, eftersom det er et meget mandsdomineret samfund.

Vi strækker ben i en lille Langdang Dzao landsby, hvor de lerklinede huse står på rækker, som et godt dansk andelsboligbyggeri. Kvinderne går rundt i deres smukke dragter og flotte hovedprydelser, imens mændene arbejder på et bord til børnene. Som noget helt specielt står der færdige trækister på en svalegang ud for overetagen på de fleste huse. jeg er nysgerrig og spørger, om de gemmer forfædrene i kisterne, eller om det er en handelsvare. Overrasket svarer en af mændene, at det skam er til dem selv, når de engang dør. De kan åbenbart godt lide at være velforberedte hos Dzaoerne, personligt syntes jeg måske, at det er lidt trist at gå rundt og blive mindet om døden hele tiden, men, som de siger, så bliver det hårde træ, kisterne er lavet af ikke billigere i fremtiden, måske kan de ikke få fat i det til den tid, hvor det bliver aktuelt med en kiste – det er vel bjergstammelogik!

Ikke alle er lige tilfredse med at skulle på markedet.

Lidt udenfor Ha Giang besøger vi en smuk placeret Tay landsby, hvor en af vandreturene fra vores lille homestay ender. Omgivet af grønne rismarker og græskarlunde ligger landsbyen ved et mindre vandfald. Her hersker idyl, og hvem ved, om man også her kunne sælge idéen om et homestay, for husene i byen er både store og velholdte, hvilket tyder på en vis form for fremskridt og rigdom. Der er også en lille skole i forbindelse med fælleshuset, og her står nyhederne skrevet med kridt på nogle opstille tavler.

Tilbage i Ha Giang indkvarterer vi os på hotel Huy Hoan, der som det eneste hotel i byen har en elevator og måske som det eneste sted i Vietnam en drive-in reception! Der kører ganske enkelt biler igennem receptionsområdet for at parkere bagved hotellet, hvilket jeg aldrig har oplevet før. Der er ikke meget gang i Ha Giang på en søndag aften, så vi tager på et gadekøkken, som Tung kender godt, og nyder et spartansk men alligevel fremragende måltid, med deepfried oksekød, kogte og stegte grøntsager samt de bedste ris, jeg har oplevet på turen. Der er en herlig stemning på disse gadekøkkener, hvor folk taler til hinanden på tværs af bordene, og hvor ejeren normalt går rundt og hygger om gæsterne med små kommentarer. Den afsluttende teceremoni er også med til at gøre oplevelsen fuldendt, for her viser man gensidig respekt for hinanden ved at lave og skænke te for venner, bekendte og fremmede. Således er det ikke lykkedes mig selv at skænke op endnu på denne tur. Samme respekt oplever jeg, når vi spiser, for her bliver min skål hele tiden fyldt op med nye fristelser af mine vietnamesiske følgesvende Tung, Su og Phoung.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar