Landsbyliv og korte vandreture

Dag 2: Galende haner fungerer som naturlige vækkeure, og en intens kamp hanerne imellem om hvem der kan gale højest, gør det umuligt at forsætte søvnen. Hanernes interne krig har åbenbart vækket hele huset, for kort tid efter lyder der lette trin i fællesrummet. Morgenmaden nydes på gulvmåtterne og Mi, vores bærer, kommer forbi for at hente os. Han virker meget imødekommende, er smilende, og, lidt overraskende, kraftig af bygning. Vi taler om forskellige ruter og vælger at følge vejen/stien op til Dzao landsbyen.

På markarbejde med de lokale.

Det regner, så udsigten til de omkringliggende bjerge og dalstrøg er begrænset, men indimellem lysner det lidt om, så jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvor smukt det må være på en klar dag i marts eller oktober, hvor rismarkerne står i fuldt flor. Udover at det er forbandet varmt inde i regntøjet, ødelægger vejret dog ikke den gode oplevelse. Skoven er meget varieret med palmer, buske, bambus, blomster samt hårde træsorter, og kigger man godt efter på grene og blade kan man få øje på vandrende pinde, cikader, mærkværdige sommerfuglelarver og metalfarvede biller. I luften svæver farvestrålende sommerfugle og på jorden kravler skolopendre og kæmpetusindben. En enkelt gang ser vi en død slange på cirka 70 centimeter, der ifølge Mi er giftig, så der giver lidt stof til eftertanke. Heldigvis slipper vi for igler, der kan være et problem på disse kanter i regntiden.

Interimistisk frokostbord i Dzao landsby.

Efter et par timer op ad bakke kommer vi til de første huse i Dzao landsbyen g vi hilser på en kvinde iført den traditionelle sorte buksedragt og smukke hovedbeklædning. Andre grupper af Dzao folket har meget farverige dragter, men de anses for at have mindre status end de sortklædte. Dette til trods for, at deres farverige dragter er meget bekostelige og vel alene derfor burde give øget status. På landsbyens marker er folk i gang med at fordele risplanterne og kigge til majsplanterne, der udgør de to vigtigste afgrøder. Rundt i byen løber også en del griseunger og i indhegninger hører vi søerne kalde på ungerne. Svinene er sorte og, ifølge Tong, er de en meget populær og dyr delikatesse i Hanoi, hvor de dyre restauranter sender indkøbere op til bjergene, fordi kødet her er bedre end lavlandsgrisene. Det er med andre ord en mindre formue, der løber rundt mellem benene på mig ganske ubekymrede om deres fremtid.

Markerne gøres klar til såning i Dzao landsbyen.

Hurtigt bydes vi velkommen og indenfor til en kop te og en lille sludder. jeg bliver tilbudt at ryge lidt på husets ”bong” (bambusvandpibe), men takker nej efter at have hørt Tong hoste og fortælle, at det er en kraftig tobak. Vi fortsætter til et andet hus, hvor vi skal spise frokost, og her er de også godt i gang med at ryge. Måske er det på grund af, at det er arbejdernes kampdag, d. 1. maj, der markeres kraftigt i kommunistiske lande, Vietnam er ingen undtagelse, at der skal ryges ekstra meget, men jeg tror nu, at der er tale om et afhængighedsforhold.

Dzao husene i denne landsby er, ligesom Tayernes, bygget på stylter, med plads til husdyrene under huset og beboerne samlet i et stort fællesrum. Det er mere primitivt og simpelt indrettet end Tayernes, og i det hele taget fremstår Dzaoerne mere tilbagestående en mange af de andre bjergstammer. Gæstfriheden er der dog intet tilbagestående over, og vi inviteres til at deltage i deres frokost, der er ved at blive tilberedt på et ildsted midt på gulvet. Høfligt takker vi ja, og knap har vi nikket, førend manden i huset springer ned i familiens vandbassin og fanger en halvstor fisk. Denne hakkes i otte stykker og smides i gryden, hovedet puttes i suppen der simrer over ilden, og steges i fedtet, der blev til overs fra det særdeles fede svinekød, der just er færdigstegt. Endnu engang er der blevet fremtryllet et glimrende måltid, hvilket fejres ved at flasken med risvin sendes rundt i et lystigt tempo. Det bliver hurtigt til fem kopper risbrændevin, inden jeg får stoppet værten, men det er trods alt nok til, at de er ganske imponerede. Imponerede er de også over min størrelse. Faktisk kan jeg mærke, at de er en smule rystede over, at jeg overhovedet har kunnet bevæge mig op ad bjerget til deres landsby. De skal røre ved min ben- og armmuskler, se min mave og sidst, men ikke mindre nedværdigende, bliver jeg bedt om at hoppe op på en vægt, der heldigvis går til 100 kilo. Vi skriger af grin over de 97 kilo, som måleren viser, men det er tydeligt, at der er stof til eftertanke og til mange afteners underholdning i landsbyen efter mødet med den hvidhudede kæmpe.

Middag og hygge med ejeren af vores homestay.

Vi forlader smilende Dzao landsbyen og bevæger os af en ny rute tilbage til fru Then, husets ejer, der spændt venter ved vores hus. Der er god tid til at gå på opdagelse i en ny del af Tay landsbyen inden middagen, så jeg smutter en tur ud på de smalle spor mellem rismarkerne og følger arbejdet.

Efter det fremragende aftenmåltid sidder jeg og får en sludder med Then om de forskellige effekter, der hænger ned fra taget, står ved indgangen, hænger på væggen eller ned fra spærrerne. Der er tale om religiøse og kulturelle genstande, der i princippet alle skal hjælpe husets beboere til et langt, rigt og lykkeligt liv. En stor tavle med bogstaver på mandarin (Then er en klog kvinde, der udover vietnamesisk taler mandarin og den lokale Tay dialekt) og forskellige offergaver er en hyldest til forfædrene. Vi føler os nærmest som slægtninge, for en af de fineste offergaver er en dåse med danske småkager, der står blandt afbrændte røgelsespinde, bananer, whiskey og små krukker. Fra spærrerne hænger et risneg, der efter planen skal hænge der i 3 år efter at taget er på plads. Er der i den periode ikke sygdom i familien, betyder det, at huset er stærkt og i stand til beskytte sine beboere. Fra loftet hænger nogle bambuskurve, der ligeledes er med til at holde de onde ånder på behørig afstand, og udenfor døren står et lille alter med afbrændte røgelsespinde og glas samt nogle små pengesedler, der skal få guderne til at sikre familiens marker og sørge for en god høst. At Then er en særlig kvinde får jeg også bekræftet, da hun hen på aftenen læser Tongs hånd og aflæser hans fremtid, som heldigvis ser lys ud.

Forfædrene tilbedes på husalteret.

Et andet samtaleemne er vores besøg i Dzao landsbyen, og det er helt tydeligt, at de forventer en fyldestgørende rapport. Tay folket anser Dzaoerne for at være meget tilbagestående og omtaler dem med en nedsættende betegnelse. At de finder dem primitive bunder måske i, at Dzaoerne indimellem afholder store festivaler, hvor de ofre både høns og grise, og derfor fremstår som værende ”vilde”. De anklager dem blandt andet også for at være trætyve, der stjæler skovens ædle træer for at sælge dem på det sorte marked, hvor der er gode penge at tjene. Sjovt nok har Tong, Mi og jeg diskuteret det samme, da vi under flere af husene i Dzao landsbyen så stor bunker opmagasineret. Then og veninden vil høre om indretningen af Dzaoernes huse, hvilken mad de serverede for os og kvaliteten af samme, hvor mange de er, hvilket tøj de går i og så videre, og langsomt går det op for mig, at de aldrig har været i nærheden af Dzao landsbyen på trods af, at den kun ligger nogle timers vandring op ad bjergsiden. Jeg spørger ind til det, og de nikker bekræftende. De har ikke noget at lave der, siger de, og veninden mener endog, at hun ikke har kræfter til at gå derop, hvilket jeg finder noget tvivlsomt. En ganske interessant samtale, der bekræfter noget af det, som jeg har oplevet i andre dele af Indokina, nemlig at de forskellige etniske grupper holder sig for sig selv. Kun på markedet blander de sig med andre, men det ville eksempelvis ikke komme på tale, at man giftede sig med en fra en anden gruppe.