Væk fra den tætte trafik i Hanoi.Vi stopper for frokost på en lokal restaurant i Tuyen Quang hvor vi nyder en krabbesuppe, hønsekød (med ben), omelet, vandkastanier, stegt salat og naturligvis ris. Maden var glimrende, og det var tydeligt, at det ikke er hver dag, de får besøg af en turist. Alle på restauranten fulgte mine bevægelser meget nøje, og mine reaktioner på maden blev diskret noteret og debatteret. Sjovt at vi kun er 4 timer væk fra Hanoi. Senere går vi en tur langs med Lo floden, og her bliver der kigget endnu mere efter mig.
Efter cirka 8 timer når vi frem til en stor Tay landsby lidt udenfor selve Ha Giang. Langt hovedparten af de omkring 100 huse er stadigvæk opført i den traditionelle stil som styltehuse med et stort fællesrum, hvor familien bor og lever. Taget er lavet af et tyk lag palmeblade (det tager 20 mennesker cirka 2 dage at lave taget) for at køle hovedrummet ned midt på dagen og udenfor går grise, vandbøfler, ænder og høns. Hvert hus har sin egen lille dam, hvor de holder fisk og dyrker nogle vandplanter, der indgår i dyrenes foder. Et lille bambusskur over dammen gør det ud for toilet, så man i princippet skider ned til fiskene, der så den vej fra får lidt næring – det kan man vel kalde ”recycling” ! Tayerne er den største etniske gruppe blandt Vietnams mange bjergstammer, og de bor fortrinsvis i de frodige dalstrøg i de lavere egne af nordvetvietnam, hvor de dyrker vådris, krydderier og urter til medicinsk brug. I dag anvender de fleste kun deres traditionelle sorte klædedragter og blå hovedstykker til særlige ceremonier og festivaler, men enkelte af de gamle kvinder i landsbyen bærer stadigvæk deres dragter med stolthed.
Homestay i Tay landsby.Jeg går rundt for mig selv i et par timer og nyder de smukke huse og den fantastiske beliggenhed midt imellem høje bjerge og skov. De mange lyde fra rislende vand, gøende hunde, gryntende grise, kvækkende frøer og mennesker der griner, har nærmest en meditativ effekt, og flere gange tager jeg mig selv i at stå stille med lukkede øjne og blot suge det hele til mig. Som den eneste fremmede i landsbyen skaber det naturligvis lidt postyr, når jeg kommer gående ad stierne og gennem rismarkerne, men overalt mødes jeg med et varmt smil, et lille nik eller et hallo (xin chào). Folk er imødekommende, og da jeg møder Tong, tager vi imod en invitation og går indenfor hos en familie, hvor ildstedet er placeret midt på gulvet inde i opholdsrummet, så det også kan fungere som centralvarme på den kolde årstid. Hurtigt kommer en kande te i kog, og vi bydes en kop af den lokale grønne te, herligt. Familiens fire børn er helt elektriske og nærmest kæmper om min opmærksomhed, så da vi har fået taget et fællesbillede, og jeg viser dem billedet på skærmen, jubler de helt vildt.
Moderen i huset er skolelærer på byens skole, og hun fortæller, at de unge påbegynder deres engelskundervisning allerede fra de er 6 år. Børnene er dog for generte til at ville snakke, så det bliver ikke til mere end et forkølet ”What is your name and country?”. Jeg gik forbi skolen tidligere, og her lagde jeg mærke til, at de voksne stod og læste nogle opslag på skolens mur. Tong fortæller, at det er en form for vægavis, hvor der, udover nyheder, også står nævnt noget om de lokalpolitiske beslutninger. En god idé, da de færreste vil bruge penge på selv at købe en avis, og samtidig en understregning af, at cirka 94 procent af alle vietnamesere kan læse.
Den lokale skole er også stedet hvor vigtige beskeder fra lokalrådet slås op.Tilbage i mit eget hus er middagen klargjort og serveret på nogle flettede måtter på gulvet. Der er tale om et sandt overflødighedshorn af lækkerier med kylling stegt i en speciel lage, svinekød vendt i en krydret dej, salat og kål, en form for sylte, stegt grøn salat, ris, ristede peanuts, bananer og en iskold øl. Kvinderne nyder en lokal cognac, de kalder det kinesisk medicin, men for mange glas vil helt sikkert betyde, at man mister balanceevnen. Ingredienserne er blandt andet nogle tørrede urter, som kun lever på de stejle bjergsider, hvor de kan stå uforstyrret i direkte sol. Altså en lidt tilgængelig urt, der åbenbart skulle være godt for helbredet.
Kvinderne taler samme på deres lokale dialekt, men slår over i vietnamesisk, når jeg har nogle spørgsmål eller Tong har brug for lidt lokal viden. De vil naturligvis gerne vide, hvor jeg kommer fra, hvor gammel jeg er, hvor mange børn jeg har og naturligvis, om jeg er gift. Vi griner meget, og det er i virkeligheden måske den bedste måde at kommunikere på. Kan man grine sammen er mange barrierer brudt ned, og i sidste ende er det med til at åbne op for interaktion og udveksling af information. Dette giver en bedre forståelse af hvilken virkelighed, jeg bevæger mig rundt og dermed, for mig, en bedre rejseoplevelse.
Ved ankomsten til Tay landsbyen mødtes vi med Su, der er ansat ved de lokale myndigheder, og skal følge med rundt på turen for at observere og sikre, at der ikke sker noget uhensigtsmæssigt. Det lugter lidt af opsyn, men heldigvis er Su en fin fyr, der virker fri for bureaukratisk kommunistisk tankegang. Han ser det som sin fornemste opgave at udvikle turismen i dette særlige område på en bæredygtig måde, og er meget interesseret i at udveksle idéer. Su virker til at besidde en kæmpeviden om Ha Giang og de forskellige etniske grupper, der er repræsenteret i området, hvilket jeg helt sikkert vil benytte mig af.
Homestay.Jeg kan allerede mærke, at dette kan blive et helt fantastisk produkt, eller nærmere række af produkter, for der er mange muligheder allerede fra hvad, jeg har set i dag.
Madrassen er klar, myggenettet er hængt op, chikaderne synger og frøerne kvækker, det bliver en god nattesøvn, hvilket er vigtigt, for i morgen skal vi på en lagt og efter sigende hård vandretur til en afsidesliggende Dzao landsby.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar