Teplantager og familiebesøg på vej til Hanoi

Dag 5: Vi startede ud med lidt morgenmad på en af de lokale restauranter langs med hovedgaden. Suppe med oksekød, grøntsager og krydderier samt en form for friturestegt kage eller brød, der skal dyppes i suppen. Hertil rigelige mængder kold grøn te, ser efter sigende er godt for helbredet. Det er helt almindeligt, at vietnameserne smutter på morgenmadsrestaurant inden de møder på arbejdet, og efter hvad jeg kunne se, var der en del af de tilstedeværende, som ikke havde specielt travlt med at komme af sted. Ifølge Tung bruger flere af de offentlig ansatte mere tid på deres morgenmads- og frokostrestauranter end på arbejdet, og så er der lige bordtennis eller badminton om eftermiddagen, inden de skal hjem til familien.

En af de gode veje i Ha Giang.

Tren tilbage til Hanoi giv forbavsende hurtigt, og de mange teplantager langs med vejen bekræfter endnu engang, at et stop på en udvalgt plantage skal med i Ha Giang programmet. Den grønne te er en institution i Nordvietnam og bruges i mange forskellige sammenhænge. Ved næsten alle sociale lejligheder bliver man tilbudt et glas te, det være sig i forbindelse med spisning, møder eller eksempelvis, når man uformeldt bliver budt indenfor i folks private hjem. Der er dog ikke noget uformeldt over selve tedrikningen, der nærmest foregår efter ceremonielle forskrifter, hvor gæsten altid får skænket først op, efter at teen har været igennem de indledende øvelser med at blive opvarmet, får den nøjagtige trækketid og bliver gennemkørt, så man ikke får den tynde te i tuden, men det gode stærke te i bunden af tepotten.

En stolt mor fra det farverige Dao lanten folk.

I udkantenaf Hanoi, drejer vi væk fra hovedvejen for at besøge Tung, der bor i en forstad til Hanoi. Tung har meget stolt fortalt om sin smukke have og dejlige kone og børn, så det er med store forventninger, jeg går igennem porten til huset. Hele familien er samlet, far, mor, kone og børn, så mon ikke tung har ringet i forvejen og fortalt om mit besøg. Vi sætter os i haven, som rigtig nok er noget helt specielt, idet her er mange forskellige blomster, bonzaitræer samt et par frugttræer. Derudover har Tung en enorm samling af stenkar og yoni/lingam stenskulpturer, der bruges som blomsterkummer og små vandbassiner med fisk i. Jeg inviteres naturligvis på en kop te og noget udskåret vandmelon og får så ellers lov til at fortælle om mig selv og min familie, som de virker oprigtigt interesserede i at høre om. Det er en god oplevelse at sidde i den orientalsk inspirerede have i skyggen af et jackfruit-træ.

Indimellem afbrydes vi af et larmende hyl fra hønsegården, hvor broderens kamphane går rundt og markerer sig. Hanekampe er en stor ting i Vietnam, og der er mange penge i omløb, når de mere eller mindre officielle kampe finder sted i små baggårde rundt omkring i landet. Spillegæld er sammen med druk nogle af de værste samfundsproblemer i Vietnam, og de to ting går ofte hånd i hånd. Det er ikke unormalt, at familiefaderen kommer fuld hjem efter at have spillet hele lønnen op, så det er noget, der arbejdes hårdt på at få informeret om ude i landsbyerne og på at få forbudt. Der er dog ikke meget, der tyder på, at der er den store velvilje til at droppe hverken hanekampe eller spil, for flere steder har jeg set hanekampe og kortspil i det offentlige rum. Ligesom med drikkeriet i forbindelse med turen til markedet, virker det til, at være er en vigtig og nærmest institutionaliseret social begivenhed for landsbyens mænd, som de ser frem til med stor spænding.

En god lokal guide og en stedkendt chauffør er alfa omega, hvis du vil have det bedste ud af Ha Giang.

Tilbage i Hanoi på det glimrende Hotel Maison d´Hanoi og kun en kort gåtur fra den gamle bydels store udbud af restauranter og caféer. Den lange køretur har gjort mig tørstig, så jeg tager den direkte vej til et af områdets mange udskænkningssteder. Bia Hoi, kalder vietnameserne fadøl, og meget praktisk er der flere af disse bia hoi steder, der er placeret på gaden, så man har frit udsyn til det liv, der er på gaden. Da de fleste vietnamesere har råd til at nyde en fadøl, de koster 3000 Dong, hvilket svarer til 1 kr,- er det et godt sted at møde de lokale og få en uformel sludder om stort og småt. Jeg sætter mig på en af de små plasticstole og i løbet af få sekunder står den første velskænkede fadøl foran mig. Et par unge gutter sætter sig ved mit bord, og herefter går snakken. De er ikke helt skarpe på det engelske, men det er ikke noget, som vi ikke kan klare med hjælp fra lidt tegnsprog – min vietnamesisk kundskaber er jo heller ikke for gode. Vi deler en skål dampede peanuts og skiftes til at give en omgang. Halvanden time senere vinker vi farvel, og jeg betaler min del af regningen, i alt kr. 10.

Tilbage i Hanois gamle bydel og en velfortjent kold Bia Hoi, fadøl til kr. 1.

Den lidt dovne bia hoi har gjort mig træt, så jeg vælger den nemme løsning og bestiller en gang roomservice hjemme på hotellet. De friskrullede forårsruller i de papirtynde risblade var fantastiske, men kyllingen var meget kedelig, specielt efter de friske og velsmagende kyllinger, vi har nydt i bjergene, er det en skuffelse med de fabriksproducerede i storbyen.