Blandt modeller og historiske bygninger i Hanoi

Dag 8: Jeg havde godt lagt mærke til en gudesmuk pige, der blev interviewet til TV i hotellets kaffebar i går, men nu stod jeg så ved siden af hende i morgenbuffeten, imens hun fyldte sin tallerken med eksotisk frugt. Hun er høj af en vietnameser at være, og hendes påklædning bærer et internationalt snit, der dog fastholder de asiatiske rødder. Hun smiler, så det kan mærkes i mellemgulvet, og hilser, mens hun kigger mig dybt i øjnene, hvilket ikke er kotume for vietnamesiske piger. Selvtilliden fejler ikke noget, og hvorfor i alverden skulle den også det, når man ser sådan ud.

Kan ikke rigtig koncentrere mig om morgenmaden og tænker på den smukke pige ved nabobordet. Jeg spørger diskret en af tjenerne, om hun ved, hvem det, og lidt småfnisende svarer hun, at det er en af Vietnams mest kendte og populære modeller. Hotellets GM kommer forbi, og vi får en lille sludder, hvor han bl.a. fortæller, at hotellet ofte bruges i forbindelse med fotosessions til modeblade og magasiner. Topmodellen er der for at lave en billedserie til et internationalt magasin og for at være værtinde ved en indsamlingsmiddag til gavn for børn med eftervirkninger af Agent Orange. Nutid og historie samlet omkring en person, der er helt sikker på at kunne skabe opmærksomhed omkring hendes sag.

Afslapning ved Hoan Kiem Lake, hvor kærestepar mødes på diskrete kyssebænke.

Der er ikke noget program, så jeg går en tur igennem gaderne for at finde inspiration til nye elementer i vores byrundtur i Hanoi, som jeg ikke er helt tilfreds med. Jeg mangler nogle små indslag, der kan være med til at adskille os fra alle de andre, og det første jeg finder interessant, er nogle af de mange gadetempler, der ligger spredt ud over Hanoi. Nogle er små, andre store, nogle er svære at finde, andre ligger lige op ad de seværdigheder, vi allerede besøger. Fælles for dem alle er dog den fredfyldte stemning og den specielle arkitektur. Næste stop er Hanois katedral, der efter min mening er langt mere interessant end Saigons ditto. Området omkring katedralen er tilsået med små caféer, fine butikker og gode restauranter, der er med til at skabe et spændende miljø, og på den tilstødende katolske skole bliver jeg involveret i en badmintonkamp. De studerende bruger frikvarteret til at dyrke motion, så der bliver spillet volleyball, fodbold og badminton i skolegården, og som udefrakommende, må jeg bevise mine begrænsede kundskaber indenfor fjerboldspillet.
Ikke mange besøge den katolske katedral i Hanoi.

Et andet interessant indslag kunne være at kombinere besøget på museet for moderne kunst med et besøg i en af de butikker, der specialiseret sig i at genoptrykke historiske propaganda plakater. Disse plakater er ved at få et gennembrud som kunstværker med et stærkt politisk budskab, der har distanceret sig fra nutidens Vietnam, i hvert fald som det leves på gaden i Hanoi. Tung har tidligere fortalt mig, hvorledes at den politiske top lever i en tidslomme, der først er tømt, når de gamle generaler er borte. De lever i et vakum, der ligger fjernt fra hverdagen og den tiltagende kapitalistiske tankegang og praksis, men det bliver i en vis udstrækning accepteret, fordi det er på lånt tid. Den nye generation er på vej, og der er dollartegn for enden af deres tanker.

Sidst på eftermiddagen sidder jeg igen på en af de lave plasticstole og følger livet passere forbi, imens jeg nyder en iskold bia hoi. En skolelærer har sat sig ved siden af mig, og han spørger ind til Danmark og formålet med mit besøg i Vietnam. Vi diskuterer nogle af de ovennævnte tanker, og der fører til en diskussion om forskellene mellem Nord og syd i Vietnam. Fra flere sider har jeg hørt, at der stadigvæk er stor forskel på logikken og kulturen, hvor man i Syd bruger alle de penge man tjener, og gerne flere, mens man i Nord altid sparer op til dårlige tider. Rent symbolsk tror jeg det beskriver situationen meget præcist. Historien har altid krævet et vist mådehold blandt befolkningen i Nord, hvor naturen kan være en upålidelig partner, og hvor truslen fra den ydre fjende er tættest på. Til gengæld har det været fest og farver, frigørelse og overflod, der har gennemsyret syden. At få samlet de to parter til en helhed bliver noget af et projekt for fremtidens politikere.


Om hjørnet fra bia hoi udskænkningsstedet ligger restauranten Little Hanoi. Der er tale om den originale restaurant i nr. 9, kontrollen med varemærker og brands er ikke så nøje, så 4 andre restauranter har kopieret navnet Little Hanoi, ja sågar skiltet, så det nærmest fremstår som en lille kæde af restauranter. Der er ifølge tung stor forskel på kvaliteten, så det er vigtigt, at det er den originale, indrettet i noget der kunne minde om en garage dekoreret med et stuetempel, en stor buddhafigur, adskillige fuglebure og et akvarium. Betjeningen er hurtig, udbuddet af vietnamesiske retter stort og prisen er lav. Stedet er tydeligvis populært blandt turister, men ser man bort fra dette, er det en god oplevelse, dejlig mad i store portioner og en fin stemning.

Dette er så den sidste aften i Hanoi, og det har været meget interessant at bruge tiden sammen med mine vietnamesiske venner. Deres input har været meget givende i forhold til at finde nye spændende steder, der egner sig både til grupperejser såvel som individuelle ture. Der er mange gode idéer, der skal videreudvikles, men et står helt klart, Ha Giang kommer i de nye program så hurtigt som muligt.

Mövenpick er mere end blot is

Dag 7: Min første positive oplevelse på hotel Horison kom, da jeg gik ned i morgenbuffeten. Et godt udvalg af lokale, asiatiske og europæiske elementer, der må kunne tilfredsstille selv de mest kræsne gæster, blev lækkert præsenteret, og tjenerne var der hurtigt med te.

I den enorme lobby lykkedes det mig at lokalisere to små sorte prikker, som rigtig nok viste sig at være Tung og Kim. Det var tid til de sidste hotel- og restaurantinspektioner og på dagens program stod to 5-stjernede hoteller. Første møde var på Hotel Mövenpick, der tidligere gik under navnet Gouman. Vi har tidligere brugt hotellet, men priserne hang til sidst ikke sammen med kvaliteten, og det var der åbenbart også andre der mente, for det blev solgt til den internationale Mövenpick kæde. Med det nye navn er der også fulgt en ekstra stjerne, og allerede i lobbyen kunne jeg mærke, at det måske er velfortjent på trods af, at der ikke er nogen swimmingpool – den kommer nok på et tidspunkt. Værelserne var imponerende, restauranten i en perfekt afdæmpet loungestil med åbent køkken og alle medarbejderne virkede godt tilfredse. Den schweiziske GM har gjort et godt stykke arbejde, men endnu er det ikke lykkedes at få Mövenpick isen til landet – ”der går et par år endnu”, forsikrer han. I øvrigt fik han det helt skidt, da han hørte, hvilket hotel jeg bor på, så han sørgede straks for, at jeg fik et værelse for de sidste to nætter – gratis! Det er jo den direkte vej til enhver hotelinspektørs hjerte, der i forvejen var tabt til den herlige stemning på Mövenpick.

Tid til lidt forkælelse på det herlige Mövenpick hotel, hvor de serverer byens bedste burger.

Fluks kørte jeg til hotel Horison, checkede ud, og fortsatte til næste inspektion på Intercontinental. Fint hotel bygget ud over vandet på West Lake og indrettet i en kølig japanskinspireret stil, der ikke giver meget hyggestemning. Flotte værelser med dertil hørende flotte priser, men hotellet ligger nok for langt væk fra centrum til, at vi kan bruge det. Et lyspunkt var der dog, for i receptionen sad en af Vietnams mest anerkendte skuespillerinder, og det var noget der kunne få mundtøjet til at køre på mine vietnamesiske venner.

Nu er det jo ikke alle, der har mod på at kaste sig ud i de vietnamesiske gadekøkkener, og sidde på en alt for lav plastictaburet i øjenhøjde med bilernes udstødning, så jeg har rådført mig med Tung, og bedt ham komme op med hans favoritrestauranter i Hanoi, hvor det er muligt at kombinere det gode vietnamesiske køkken med en god oplevelse samt en god pris. Som per refleks kom han med to navne, ”Little Hanoi” (den originale i nr. 9) og ”Quan an Ngon”. Sidstnævnte ligger tre minutter fra Mövenpick, så den blev valgt som frokostrestaurant.

Quan an Ngon, fandt jeg ud af, er en sindssyg populær frokostrestaurant for Hanois middelklasse, så hvis man, udover den gode mad, vil møde nogle af de unge fremadstormende vietnamesere, så er restauranten et glimrende sted at starte. Der er tryk på i frokostpausen, hvor flere hundrede kunder skal ekspederes hurtigt og effektivt, så der er en tidsbegrænsning koblet på menuen, der går på, at fra maden er serveret, har man 15 minutter til at blive færdig. Dette klarer vietnameserne nemt, men for os andre, der godt kan lide at yde maden og få en sludder, kniber det, så et godt råd er at spise frokost lidt senere end vietnameserne.

Hele idéen med Quan an Ngon har været at samle de bedste gadekøkkener under et tag, så der er et bredt udvalg af lokale specialiteter med de bedste kogekoner og kokke. Alle køkkener er tilgængelige og åbne, så man kan studere, hvad de enkelte retter og specialiteter består af, inden man bestiller, og ikke mindst, hvorledes de bliver fremstillet. Fordelen er naturligvis, at det ud fra et spisekort kan være svært at skelne mellem de vietnamesiske navne, der ikke altid er lige godt oversat til engelsk, og når der nu er flere slags nem, pho og bun, ja, så er den visuelle effekt meget nyttig. Man kan nyde sin mad ude i gårdhaven, hvor alle køkkenerne er placeret, eller inden døre i en stor gammel villa med franske aner. Smagen og kvaliteten er i top og prisen er i bund, så jeg vil anbefale at bruge Quan an Ngon som springbræt til de hyggelige gadekøkkener eller som et sikkert alternativ.

Hen på eftermiddagen var jeg på vej til en silkebutik i det gamle kvarter, da jeg pludselig så noget meget underligt. Jeg var nok gået forbi et par vinduer med det samme setup, førend jeg opdagede, hvad det var – tandlæger. Tandlæger er der i princippet ikke noget underligt i, når man befinder sig i en moderne storby, men det der slog mig var, at rodbehandlingen, slibningen, ifyldning af plumber og mundskyldning foregik helt offentligt bag kæmpemæssige vinduer med ”American dental studio” eller lignende skrevet med store bogstaver. Jeg stoppede op og kiggede ind på en mand, der var ved at få nye fyldninger i en kindtand. Assistenten vinkede til mig, som om det var den naturligste ting i verden midt i et mindre indgreb, og jeg vinkede chokeret igen. Dette gentog sig flere gange, som jeg bevægede mig forbi de mange tandlæger, og jeg må sige, at det virker som en noget hardcore markedsføring åbenlyst at vise potentielle kunder, hvor mange tilfredse kunder man har i stolene. Lidt mere lækkert pakket ind end tandlægerne i Kathmandu, men samme offentlige tilgang – jeg venter med at få et check, til jeg kommer hjem!

Stadig mæt efter frokostens eventyrlige rejse i vietnamesiske specialiteter, beslutter jeg mig for at teste hotellets restaurant, og hvad er bedre til at vurdere kvaliteten end at prøve stedets burger sammen med en kold øl. Jeg har prøvet mange dårlige hotelburgere i tidernes løb, men nogle gange er det lige det, man har lyst til, når den har stået på ris og nudler i lang tid. Ventetiden fordriver jeg sammen med tjenerne, der ikke har travlt, og de bekræfter mine formodninger om, at de er meget glade for at arbejde på hotellet, der, ifølge dem, er blevet meget bedre efter den nye ledelse er trådt til – både hvad angår løn, videreuddannelse og muligheder. Kort tid efter kommer min burger, som er flankeret af lidt dyppelse, pommes frites og lidt grønt. En ordentlig moppedreng, godt gennemstegt, ost, bacon og lidt krydret barbeque sovs på toppen – herligt!

En perfekt afslutning på en spændende dag, der dog først slutter efter, at jeg har nydt Chelsea blive sendt ud af Champions League af F.C. Barcelona på mit 40 tommer fladskærms-tv.

Gadekøkkener og 4 stjernet gourmetmiddag

Dag 6: Jeg checkede ud fra Maison d’Hanoi og ind på Hotel Horison, der efter sigende skulle være den stolte ejer af 4-stjerner. Allerede ved ankomsten kan jeg dog se, at dette antal stjerner nok er en tilsnigelse. Receptionen kunne få Parken i København til at blive misundelig, for her er plads til to fodboldbaner, og det tager noget tid, inden man når helt hen til receptionen for at checke ind. Hotellet lugter langt væk af en kommunistisk fortid, der åbenbart ikke er helt glemt, for der er stadigvæk en forkærlighed for det brune marmor kombineret med dårlig kinesisk stil på de offentlige arealer og på værelserne.

Jeg får dog ikke rigtig tid til at gå i dybden med hotellets detaljer for forude venter en lang dag med adskillige hotelinspektioner i de forskellige bydele. Det var et bredt udpluk af nye og gamle kendinge, hoteller vi har brugt, men som har fået nye ejere samt hoteller der har potentiale til at blive vores foretrukne i de forskellige kategorier.

Tilbage i hanoi, hvor de laver den bedste Bun Cha, i hele landet.

Midt i det hele blev der tid til at spise frokost på et velplaceret gadekøkken ved West Lake med udsigt til søen. Bun Cha, mast ris trukket ud som spaghetti med grillet svinekød, hvortil der serveres lidt grøntsager og krydderurter, der smager som citronmelisse. Ud fra mængden af mad vi fire personer spiser, ser det ud til, at kvaliteten er helt i orden, og det smager da også fortryllende. Faktisk er jeg endnu ikke rigtig blevet skuffet, når jeg har sat mig til bords på et af de mange små gadekøkkener. Udbuddet er måske ikke så bredt i den enkelte restaurant, men det betyder vel bare, at de er specialister til det de laver, for ellers ville stamkunderne ikke komme igen og igen. Derudover er der rigeligt med gadekøkkener at vælge imellem, så man skal bare finde det køkken, der serverer, det man lige har lyst til. For at vise min store tilfredshed med valget af ”restaurant” indvilliger jeg i at betale den samlede regning på sammenlagt kr. 27,50.

Nem, friske forårsruller, er en anden lækker specialitet.

Tilbage på Hotel Horison efter et godt møde på Vidotours Hanoi kontor, støder jeg på et lille problem – mit computerstik er endnu engang uforeneligt med eksisterende stik på værelset inklusive de ekstra adapterstik, der er i skrivebordsskuffen. Jeg søger hjælp hos hotellets bellboy, men der er kun et råd fra den uniformsklædte fyr – ”prøv ude på gaden, der er mange forretninger”!. Jeg ved ikke hvorfor, at jeg troede det ville blive let, men af sted drog jeg, fuld af optimisme. Problemet blev hurtigt klart for mig, alle forretninger i området omkring hotellet har specialiseret sig i badeværelsesindretning, så hvis det var en håndvask eller en bruseniche jeg manglede, havde det været paradis, men et simpelt lille adapterstik kunne ingen hjælpe mig med.

Jeg opgav kampen, og gik på ”Khai Brothers” Café, hvor jeg havde besluttet mig for at prøve den roste middagsbuffet. Khai er en af Vietnams førende designere og silkespecialister, og sansen for design er mærkbar med det samme man træder indenfor i gårdhaven i det ombyggede buddhistiske tempel, der udgør restauranten. Lyskæder i træerne, dæmpet stearinlys på bordene, loungemusik i højttalerne og diskrete borddekorationer er alt sammen med til at skabe en afslappet stemning. Jeg valgte at nyde en iskold lokal øl, inden jeg begyndte det kulinariske eventyr, for at få pulsen ned efter min adapterjagt. Det lykkedes. Fuld af ny energi gik jeg målrettet mod en af de 4 kokke og satte ham i gang ved grillen. Krabbe, rejer, blæksprutte og fisk blev marineret og lagt på risten. I mellemtiden tog jeg hul på forretten bestående af fire forskellige forårsruller, nem . Stegte forårsruller med rejer, med krabbekød, med svinekød, samt nogle kolde i det tynde rispapir med grøntsager, krydderurter og tigerrejer. Herligt. Det grillede indslag var ligeledes fremragende, så nu kom turen til den næste kok, der havde forskellige supper som speciale, herunder krydrede thaisupper. Dette var et godt og let mellemmåltid inden næste punkt på programmet, de to damer, der serverede bun og Pho med oksekød og grøntsager. Behagelig mæt af de mange retter kom turen afslutningsvis til det minimalistiske, men alligevel imponerende, dessertbord med kager, frugt, chokolade, budding og is. Hele herligheden koster kun 17 US-$ plus drikkevarer og er absolut alle pengene værd.

Det kan anbefales at besøge "Litteraturens tempel" i Hanoi, lige ved siden af Museum for Moderne kunst.

På vej hjem til hotellet faldt jeg nærmest ind i en lampebutik, der var ved at lukke og med tegnsprog fik jeg forklaret, at jeg ledte efter et adapterstik til tre ben. Den rare dame pegede på en kasse ved indgangen, og her lå lige nøjagtig det adapterstik, jeg havde ledt efter – kr. 1,50.